|
1
registreret
(1 usynlig),
131
gæster og
27
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej Simon
Læsningen til lyst og deling er vendt tilbage, og Vendepunktet er fornyet, så jeg har den lidt længere til fordybelse i Manns poetiske sprog. Men først og til stadighed er glæden ved Maggiterningens magi ... poesiens sprog og blå blomst i lyrikken :))
Imellem dem åndedrættet, pulsen, bevidstheden,
som dag efter dag må forsynes med mad og søvn
og lys og luft og vand og ord og ...
og se:
***
Det er landskabets tid. Time efter time ligger landskabet og betragter os, mens det gør sig sine egne tanker, fortrinsvis i form af græs. Af og til sætter det en menneskehed i verden; formodentlig i håb om at kunne tale.
Så ligger sumpene og venter, mens de forsyner pilekrattet med vand, og blomsterne driver rundt i flokke og gennem det ene århundrede efter det andet, og bjergene holder sig oprejst lidt endnu.
Du kan sikkert huske landskabet et bestemt sted på jorden, om formiddagen, en søndag f. eks., mens fisken stod stille i vandet, og der kun lød et enkelt højt råb, som der ikke kom noget svar på.
På samme måde bliver du pludselig en morgen standset af en blomst, som kigger nysgerrigt på dig. Hele det omkringliggende landskab holder vejret. Men det eneste du kan er at længes efter regn.
Sådan bliver vi ved med at være en tilfældigt forbipasserende menneskehed, der overfaldes af kærlighed og forstummer.
Så begynder græsset forfra. Og planterne som er Guds blanding. Palmerne som bliver anbragt i den gamle fabrikshal. Træhusene som vi kan tage på os som frakker. Stenene der går videre som sko. Uendelig langsomt. Landskabet, der læger alle sår. Længe efter du er død.
Inger Christensen
***
Af og til kan man fyldes af glæde
på en måde der er helt utidssvarende.
Hvis man røver omfanget af den
ville det virke stødende
som om man var glædesblotter
man risikerede at blive pålignet
en særlig forlystelsesskat
eller i bedste fald slippe med en advarsel
Lad det ikke ske igen
og aldrig i andres påsyn.
Det kan skyldes synet af en blomst i vejkanten
en pludselig indsigt i dens fuldkommenhed
den står der og er blomst på en genial måde
som om det var det naturligste i verden
hvad det naturligvis også er
men man ville næppe slippe godt fra at fortælle det til andre.
Se engang hvor den blomst den er
den blomsteste blomst i miles omkreds
blomst helt ud i bladspidserne
ikke ét overflødigt blad
det er virkelig professionelt arbejde
alt i den
rod
stængel
kronblade
støvdrager
udfylder indefra dens blomsthed
til dens yderste grænse
MEN
og her kommer vi til det geniale
den overskrider endog denne grænse
i kraft af sin vellugt
i kraft af sin skønhed
som når mange meter væk
se selv
lugt selv
glæd jer selv.
Folk ville stirre rystet på en
eller med pegefingeren foretage
en drejende bevægelse ud for tindingen.
Eller når det går op for én hvilket mirakel
det egentlig er at man er samtidig med sin elskede
menneskeheden har jo millioner år på bagen
sammenlagt er det store tal vi taler om
og naturligvis har mange af dem mødt hinanden
en eller flere gange
men prøv så at regne ud hvor mange mennesker
der gennem tiderne aldrig har mødt hinanden.
Hvis de alligevel fik chancen
mødtes i samme århundrede
på samme sted
ville mange af dem ikke have
noget at sige til hinanden
ville sidde forlegne
trille tommelfingre
og skotte ud ad vinduet
hvordan mon vejret blir i morgen
og ønske sig langt væk
hvad de jo heldigvis også var i virkeligheden.
Men ud af denne ufattelige mængde mennesker
som dels aldrig mødte hinanden
dels ikke ville have fået noget ud af det
var min kone og jeg så usandsynligt heldige
at det netop var os to der mødtes synkront på samme sted
og tilmed straks havde så meget at sige hinanden
at vi sagtens kunne bruge et par liv til
men det er nok at tage munden for fuld.
Hvis ikke det er et mirakel
men prøv at forklare sådan noget til andre
de vil straks komme med særdeles ledende spørgsmål
vedrørende ens drikkevaner
så jeg går lidt stille med det og håber det kan blive mellem os.
Benny Andersen
Bedste hilsner i både regn og sol ... og sne
RoseMarie
|
|
|
|
