|
0
registrerede
1131
gæster og
2342
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Mosedronningen
Jeg lå og ventede
mellem tørveflade og mur omkring et gods,
mellem lynggroede bakker
og glastandet sten.
Min krop var braille
for snigende indflydelser:
daggryssole famlede sig frem over mit hoved
og kølnede mine fødder,
gennem mine stoffer og huder
fordøjede vinterens
siven mig,
de analfabetiske rødder
grublede og døde
i mavens og øjenhulernes sammenstyrtninger.
Jeg lå og ventede
på grusgulvet,
mens min hjerne formørkedes,
en krukke rogn
gærede under jorden
drømme om Østersø-rav.
Knuste bær under mine negle,
det livsvigtige depot svandt ind
i bækkenets krukke.
Mit diadem fik caries,
ædelsten faldt
mellem tørvene
som historiens fundamenter.
Mit skærf var en kort bræ,
der rynkede, farvede vævninger
og fønisk syarbejde
mugnede på mine brysters
bløde moræner.
Jeg følte vinterkulden
som fjordes snuder
mod mine lår –
de gennemblødte fjer, hudernes
tunge svøb.
Min hovedskal overvintrede
i mit hårs våde rede.
Som de røvede.
Jeg blev barberet
og afklædt
af en tørvegravers spade
som tilslørede mig igen
og blidt pakkede kulstøv ned
mellem stenkamrene
ved mit hoved og mine fødder.
Til en adelsmands kone bestak ham.
Mit hårs fletning,
en slimet navlestreng
af mudder, var blevet skåret over
og jeg rejste mig fra den mørke,
hakkede knogle, hovedskals-varer,
flossede sting, kvaster,
små glimt på skrænten.
- Seamus Heaney.
*
Sjovt nok er der kun ganske få digte af Ibsens i skuden her, vistnok tidligt lagt ind af Ole; så her en smuksak men fra Bergliot Ibsens erindringsbog De tre, der viser lidt om mennesket og digteren Henrik Ibsen og gør op med nogle myter, ikke mindst tilbydes man indblik i de smukkeste breve:
Tak
Hendes sorg var de vånder,
som knudret min sti,
hendes lykke de ånder
som bar mig forbi.
Hendes hjem er her ude
på frihedens hav,
hvor digterens skude
kan spejle sig af.
Hendes slægt er de skiftende
skikkelsers rad,
som skrider med viftende
flag i mit kvad.
Hendes må er at tænde
mit syn i glød,
så ingen fik kjende
hvo hjælpen bød.
Dog just for hun venter
ej tak engang,
jeg digter og prenter
en takkens sang.
mvh
Simon
|
|
|
|
