|
0
registrerede
3726
gæster og
190
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej RM..
Lidt fra skyggen, der har større medlidenhed med hedeboerne, mens solen damper af efter en tids overarbejde:
Nu gaar jeg
Nu gaar jeg ind i Stenen,
snart er jeg Bjerg og Kulde,
kan jeg ikke aabne mit Dyb,
da maa jeg blive Laas.
Engang skal Bjergene briste,
engang skal Laasene springe,
Stenen løfte sit drømmende Øje
og underligt bryde i Sang.
Kan jeg gaa gennem Klippen,
glemme min Uro i Mørket,
vente mit Stenliv til Ende,
da skal min Laas springe op,
da skal jeg nøgen i Græsset
vende forvandlet tilbage,
da er det navnløs jeg kommer,
da er min Haand blevet Vinge,
da er jeg Ord som er stumme,
svævende Stilhed, Uskyld,
Strømme af ubevidsthed,
da er min Flodliv inde.
- Paul la Cour.
Man sku’ sidde på skyen, mens man drak sin kaffe, måske vinke til en forbigående amerikaner eller kineser, men jeg var jo nok hoppet af i en af de bredmåsede klitter deroppe, hvor rejser med havet i ører og sol på lågene næsten er en fantasi. Bare flyve i sandet med vinden fløjtende, og så en brusende tur i det altid kolde, og forfrisket vandre ind i endnu en rejse. Men snart er det tid, en tid Otto Gelsted har mærket:
Septembervandring
Nu tier Blæsten,
nu tier Regnen.
Septembers Klarhed
er over Egnen.
De pure Farver
imod mig klinger,
den ydre Verden
min Aand bevinger.
Og Skærvens Haardhed
mod Støvlehælen
gaar som en Svingkraft
igennem Sjælen.
Jeg hvæsser Tanken
paa Vejens Stene …
Men i min Sorg
er jeg lige ene.
Jeg lytter gerne
til Tingens Tale.
Men Sorgens Brand
kan den ikke svale.
Saa ren i Omrids
og uden Gaade,
saa lys er Verden
og uden Naade.
- Otto Gelsted.
mvh
Simon
|
|
|
|
