|
2
registrerede somo, ABC
311
gæster og
49
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej Simon
Ja, la' os for Guds skyld hylde månen med himmelkig og natlig poesi :))
I denne hedebølgetid søger jeg mange gange hellere udenfor under aften- og nattehimlens måneskær end i dagens alt for varme og stikkende solstråler. Flere månedigte kommer her:
Sommeraften
Aftenen faldt paa den stille Jord
med Søvn og sagtelig Daanen.
Det er saa lydt, at jeg stundom tror,
der brøler en Ko paa Maanen.
Søvnens Kamre er Gryder med Mulm,
der gærer af Fortid og Drømme,
af Legemers Grøde og Barmes Svulm -
den Skaal skal Morgenen tømme.
Træets Krone har suget sig fuld
af svalt og virkeligt Mørke.
Træet fordyber sig tavst i sin Muld,
i Tidernes Regn og Tørke.
Søen har Ligevægt og Ro,
ligger saa stille ved Stranden.
Der høres stundom et Smæk, som af to
smaa Fisk, der kysser hinanden.
Der sker noget skønt i det høje Hvælv,
hvor Kloder sig nærmer og fjerner
og Længsel og Glemsel og glødende Skælv
og Sorg over døde Stjerner.
Thøger Larsen
***
Månevisit
Hvor sjælfuld månens skive smiler
til mig over København –
Inde i mit hus er roser,
strøet om i fortidsvaser,
se dens tællelys på siden
af mit gustne skrivebord –
alle disse mølopædte
klude på mit gamle bord
gør min sjæl fornøjet, ensom,
medens månen gør sig stor.
Denne sære, gamle skygge
ældre end min bedstemor –
Månen, som er halvt belyst
af en flammepolstret sol,
kommer til mig gennem luften
i en ildbetrukken stol –
og jeg tænker mig, at månen
er en gammel prædikant,
som for mange år tilbage
sad og læste Tieck og Kant,
og forundret fandt sig selv
siddende ved dette bord –
og gik ud af himlens kloster
ned til mig på denne jord.
Jens August Schade
***
Digt til Vahal
I Skovens Hal, der var der Liv, Småfuglene de sang
Og flagrede så lystelig i Skov, i Mark og Vang;
Thi Solen atter kommen var og Skoven bleven grøn
Og hele Naturen var forunderlig kjøn.
Ravnen hvæste Bas mens Stæren sang Tenor,
Og Kilden nynned Elskovskvad for Skovens Blomsterflor,
Og Meiserne de dansede til Sidskenernes Spil,
Guldsmedden kyssed Rosen, skjønt Bien brummed til.
Ja, der var Lys og Klang og Sang, og alle var de glade.
– Og dog, i Skovens højste Top, dér sad en Fugl og sukked,
Den hørte næppe Kragens Skrig og Gøgene, som kukked,
Den sad og sænked Hovedet, den var så trang om Hjærte,
En blytung Skjæbne martret det og voldede det Smerte.
Den sukked; thi den skulde bort, langt bort til fremmed Land,
Den kunde ikke længer blive der ved Hjemmets Strand.
Den sukked; thi den skulde bort fra sine Venner gode,
Med hvem den havde fløjet tidt og været glad til Mode.
Den sukked; thi den skulde bort, bort fra sin Hjærtenskjær,
Langt bort fra hende, som han ellers altid var så nær.
– På Grenen sad da Sol stod højt den hjærteklemte Ven,
På Grenen sad da Sol gik ned den Hjærteklemte end.
Da alt blev stille, alt blev mørkt, kun Kilden hørtes klinge,
Da hævede den Hovedet og slog med matte Vinge,
Så såe den op på Månen klar – o, hvor den dog var smuk.
– Så bredte den sin Vinge ud og drog et Hjærtesuk.
Den hævede sig fra sin Gren og fløjted et Farvel
Til alle dem, den leved med fra Morgen indtil Kvæl.
Så fløjtede den et Farvel hen til sin Hjærtenskjær,
Til hende som han måske aldrig skulde kysse mér.
Så fløj den bort – kun Månen smilte den Farvel så tyst,
Så fløj den bort, bort fra den Skov, som var dens Liv dens Lyst.
Der sad en Fugl i Ørkenen på nøgen Klipperand,
Dens Tanker fo'er så vide hen til dens Fødeland,
Dér hvor den havde Venner, dér gjerne den gad bo;
Dér, hvor En havde skjænket ham sit Hjærte og sin Tro.
Den sad med dukket Hoved og var vemodig stemt,
Den tænkte: De har mig forlængst vist forglemt.
– Da lød der klare Toner, som kom fra Fuglebryst,
Den så' sig om; thi Stemmen, den lød som hjemlig Røst,
Og da den så' i Vejret, da så' den Fugle to,
Som bar en Drueklase og en Blomst i deres Klo.
Og de, der havde Druen, lod den falde ned på Jord,
Og som den faldt begyndte den at synge de Ord:
"En Hilsen fra Vennerne ved Laxens Bæk" –
Den bredte sine Vinger ud og fløj da atter væk.
Og den, der havde Blomsten lod Blomsten falde ned
Og som den faldt begyndte den at synge derved:
"Jeg bringer en Hilsen fra to klare, brune Øjne"
Og som det sidste Ord var talt var begge Fugle fløjne.
– Men Fuglens Tanker fløj med dem, nu var de Tanker glade,
Den pressed Druens søde Saft og kyssed Blomstens Blade.
Skjønt Sangfugl ej, den sang en Sang, den sang den uden Kunst,
Til Tak for Venners Druesaft og brune Øjnes Blomst. –
Henrik Pontoppidan
Alt for varme hilsner
RoseMarie
|
|
|
|
