|
1
registreret
(1 usynlig),
488
gæster og
64
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
En god stærk kop morgenkaffe, så de resterende scener i avisen over en røg, bare sidde under grå maver bærende på mindet om gårsdagens regn, hvor hele genpoolen strålede af lykke; selv vippemåse på stranden må have mærket længslen efter at krybe i gummistøvlerne, bare stampe rundt i vandpytterne, som glade børn. Marker og enge har haft det ligeledes, et væld af leende grønkorn med buttede våde kinder, bare tørstige, som de gamle og nye øjne efter fodboldkampen i solen. Man er salig med regnen og vinden i ansigtet, sukker ikke efter heden lige med det samme:
Alligevel ankomsten
- en hjemrejse i syv etaper
En blank pels før foråret kommer
Min far kom hjem og sagde at Thy
Måske var et andet ord
For himmel i hans erindring
'Jeg vil bo på Fur i vinter
blive i huset i dage ad gangen
Lytte til vinden og sneen
og soveså længe jeg kan
Jeg vil leve af vand og beskøjter
Jeg vil frygte for skørbug
Og drømme om frugt
Blive vild efter ost
Som Ben Gunn
Jeg vil holde mig til ilden
Og måske få en blank pels
Før foråret kommer
Du må forstå min dreng
At det er rejsen
Ikke ankomsten
Som har betydning.'
*
Derfor er markerne aldrg de samme
Summen af farver er landskabets lære. På forskellige tider, i
vekslende lys, spiller marker og skyer, til ære for vinden, en
fuld kromatisk kammermusik. Døgnet består af changerende
flader. Først grå og blå, så rødmende gyldne, endelig syngende,
solgule felter, der gjalder mod hvidheden inde i knejsende
søjler af lys. Mønstret er ens alle dage, men ingen dage er
fuldkommen ens. Derfor er markerne aldrig de samme, skønt
kornet møder vinden med den samme føjlighed. For dét må
jeg komme hver dag og se dem. Landskabets åbenhed venter
mig evigt, om jeg så bliver væk i 2000 år.
- Bo Green Jensen.
*
Augustudsigt
Lidt længere hen på sommeren
er der en smal grusvej
der går om bag hospitalet
hvor den synes at ende i en affaldsbunke
som ved nærmere eftersyn
fortsætter ud i landskabet.
Der ligger et mørkerødt hus på en bakketop
lukket inde i sig selv som en bankbox
hvorover cumulusskyerne bygger deres hvælv.
Hospitalets mure er gule som morgenurin.
Det er eftermiddag.
Den forestående aften ligger år tilbage.
*
Indlysende er der ikke her tale om en politiker, men om et ærligt menneske der i regnen tager skylden på sig, som en engelsk regnfrakke der jubler mellem bygerne:
Regnen
Det regner.
Og fordi det regner
har det aldrig gjort andet end at regne.
Det er virkeligheden
intet andet end regn
og alle drømme
handler om, at det regner.
Og det er ikke mindst min skyld
at det regner.
Det er min skyld
fordi det er min skyld, at jeg er blevet født.
Jeg er blevet født, fordi jeg har løjet
om selve regnen:
"Pludselig bryder solen frem
og tænder en hvid gavl."
har jeg engang sagt.
Det er løgn.
Derfor er jeg blevet født
fordi det regner.
Sådan er det.
Har i så forstået
hvordan jeg har det i regnvejr?
- Henrik Nordbrandt.
mvh
Simon
|
|
|
|
