|
1
registreret Arne Thomsen
510
gæster og
47
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Høj-høj i sommernatten, RM..
Læser du Weekend Avisen?
Uanset er her lidt Ole Wivel, digteren dansk som nogen, som der besynderligt nok ikke er meget af her mellem dit og dat, sagt med tryk på det danske, idet nogen på WA nys tyggede drøv på en gammel kamel om hans helt tidlige digte som et udtryk for skabsnazisme. Samme påstand udsattes såmænd også Morten Nielsen for, dog næppe af nogen i samtiden og ret ind i hans åbne ansigt - også dengang var landsmænd nødt til selv at undersøge meningsindholdet i nazismens grundtanker for sandhedsværdi, en tid hvor det at gennemskue avisernes informationer for realitet var lige så svært som nu, ikke mindst en tid hvor man fra en helt anden synsvinkel kunne se nazister alle vegne, men ikke helt omkostningsfrit kaldte landsmænd for nazister, medmindre altså, man var dødsikker i sin sag…
Todesurteil vollstreckt
En vintermorgen . stive træer stritter
med haarde grene mod en lukket himmel,
og det er koldt. Men det er ligegyldigt
om det er koldt og morgenstille. Husker
du noget nu? En sommerferiedag
for længe siden med en dreng som lo
og flimmeret af varme over asfalt. –
Det gaar og kommer . intet har betydning:
de store ord, det stille ord. I morgen
gaar ormene på vandring i dit haar.
Alting er løgn mod dette ene: dømt.
Forlængst er al erindring sivet ud,
og det, som huskes, hører kroppen til:
en pæl, den haarde mark og jordens hul.
Hvor længe mon det varer? Tænker man,
naar skuddet brager, paa en barnehaand
og siger man et navn paa den man elsker?
Aa, hold din kæft: med pælen mod sin ryg
og dødens latterlige serviet
om halsen, og mod riffelløb som glor
er det for sent at flygte fra sig selv.
Og naar du skrev igaar at ingenting
fortrydes, selv naar kuglen ligger klar,
saa er det maaske sandt og maaske løgn.
For langt dér borte gaar en mælkemand
som fløjter mens han fryser – og ved Gud,
du solgte gerne glorien som helt
for livet, løst af dette mareridt.
Men det er dumt at tro det er en drøm
naar man vaagen som et dyr er paa spring.
Om ti minutter løber der lidt blod
ud af din mund, imens en mor staar op
og varmer vællingen til dine børn.
Og andre lever selvom du er død
naar solen farver vinterhimlen rød..
*
Hvad vokser I op til –
Hvad vokser I op til, smaa lukkede spirer,
kastet som menneskefrø
paa ufreds mark hvor mange bereder sig
ældede paa at dø?
Venter et foraar paa jeres komme
bag vinterens horisont,
luende rød med døde skygger:
apokalypsens front?
Vokser I op som bregnevækster,
skjult i et hjørne mod nord,
tapre, vant til at trives i mærke
i havens sureste jord?
Eller forgaar I som vilde sukke
stødt af vredens mund?
Blev I af vore afmægtige hænder
kastet paa klippegrund?
*
Opbrud
Hvorfor er efteraaret opbrudstimen
naar æbler hænger paa det klare træ
som fjerne kloder højt i rummets kulde?
Naar himlens dybder svimlende begærer
at tyngdeloven sættes ud af kraft
saa vi maa falde, falde i dens tomhed.
Saftmodig gaar vi med en bogtung mappe
i gaders blæst og parkers falske fred
hvor ænder, børn og barnepiger snadrer.
Og pibens søde røg staar som en aande
et øjeblik, saa blander den sig dorsk
med træers løv og regnskyer paa himlen.
Hvem der nu sindigt satte mappen fra sig
og lod som ingenting, men gik og tog
sin chance hos de farende paa vejen?
Og kom ved aften til en ukendt ny
hvor alt var nyt og øllet smagte saligt
af Vesterhav og vilde humlehegn.
Men fik vi lært at lade drømme fare
som farlig spildedamp fra hjernens kedel.
Og mens en maage tumler sig fra oven
gaar vi med kager hjem til vores kone
som undres over højst uventet ømhed
og vejrer rivalinden i vort haar.
*
En glød af stilhed
Nogle af os laa under klittens væg
i aftenkøligheden, nogle af os
løb nøgne paa det haarde sand
hvor skaller splintredes
af vore fødder, nogle drev
paa bølgerne med skrig som store fugle.
Og vore hænder kaldte – de fik svar
hvor bryster smaa og kolde spændte
under haandfladen og hvor fødder
løftedes og vandet stod
klingende om vore skuldre. Haar
flød tungt paa bølger som drømme.
Luften var skarp af salt og marehalm,
græshopper sang og vore halse
straktes hvide under himlen
der faldt som flammeregn paa vore øjne.
Men alt dette brændte sommeren
langsomt til aske.
Og der blev kun en glød tilbage
af stilhed, dybere end vore raab.
*
Til mor
Graadens tidevand
er gaaet over dit ansigt,
har vasket det strengt, hvidt og vidende
som en havbund.
Men ingen var mild som du –
vi gik ind og ud,
kom og gik i dine drømme
som regnbyger,
og du var kornets sol og skygge
som tog imod.
Højt sad du over os –
og himlens graa lys faldt
paa dit ansigts spidsbuede
gotiske oval.
Vi legede for dine fødder
i stuens skumring.
Og vi køb ud af dine hænder
senere, som sand, som drømme
eller smerte ikke til at huske.
Men alle veje kom fra dig.
- Ole Wivel.
To see a world in a grain of sand
And a heaven in a wild flower,
Hold infinity in the palm of your hand
And eternity in an hour.
- William Shakespeare.
En anden der oplevede Europa smuldre, men flåedes midt i en historie af bizarre fantasier om ære:
På grænsen
Urals rand,
skoven strejfes af sølv,
floden døser på sandet,
højt tegner glenten sit rids –
dog mindre højt end jægermaskinen,
som vævert binder dødsloops sløjfer
på kanten af en hvid skys gyldne frynser,
og glimtvis helt ude på randen
af en jordisk afgrund, dybere end
stjernedybet.
Her ender Europa . grænsen for en verden,
hvor Atlanten blot er en indsø,
og Atlantis en reminiscens.
Klokken syv er den otte om aftenen
i den anden ende af dette større Europa –
i Frisco, San Fransisco,
på grænsen til den forestående
endnu større krig,
Frisco, hvor I.W.W.ı lever.
Hvilke øjne betragter derovre oceanet,
Vendt mod Asien?
Med øjne som mine, tungsindige af at lodde
dette håndgribelige intet –
kontinenternes begyndelse og afslutning
ved et andet ansigts tavshed.
Steppen begynder med viddernes uskyld,
Viddernes renhed, frugtbarhed,
deres uendelighed
og den sky jords tilbud
om kontakt til skyerne.
Sfærernes frie tiltrækning, rummet,
rødbrune føls galop mod kildernes kilde.
Den besejrede sæd visner,’
klitterne skyder op af sandet,
en skarlagen sol fortærer den grumt.
Åhhh tørst, evighed, brand, benrad,
forfængeligheders forfængelighed!
Den kirgisiske kameldriver
har kappet sangen af –
ubevægelig galskab, som svedent
lyner af sand,
luftspejling – hvornår kommer stjernerne,
eksisterer de overhovedet?
Kommer der igen en eneste skånsom aften,
en enkelt nats kølige pust,
den ufattelige velsignelse, spejlblankt vand
til kameldrivernes svælg,
til hudens ru tunge,
til kamelens torterede mule?
Stilheden opsuger igen rummet.
Urdyndet er fyldt med koraler,
solen planter sine skræmmende røde bylder,
derfra har vi set et underligt purpurrødt dyr
strække ud,
drevet frem af jordens lidelse.
Dets enorme flanker
spærrer horisonten rundt.
(Og jorden lider som bekendt
mere end helvede,
helvede var aldrig andet end luftspejlinger,
skabt i feber af jordens børn)
Når jægeren fra Uzbekistan
fanger ulven levende,
binder han den som hævn for fårene,
nynnende flår han den blidt,
mens han med omhu
skåner arterierne
– flår den og driver den så
tværs over steppen,
en omhyggeligt flået ulv kan løbe omkring
ret længe i ørkenen, badet i blod,
løbe, løbe mod Kara-Koums forjættende,
rislende bæk,
Mælkevejen,
hvor den ufattelige tørst slukkes.
Luftspejlingen forstærker sit billede,
et forkvaklet udkast,
henover lava, der endnu ryger af kaos,
hyrdeøjne indeslutter for altid dette billede
i sagnet,
det sagn, som jeg opkaster
på grænsen til Asien,
på grænsen til Europa,
jeg, et menneske flænset itu af Eurasien.
- Victor Serge.
Tilbage til nuet og dig der samler på samlede digte - hø hø. Sikke nogle bassedrenge du dér har kær, og sikke muskler, ja reoler. Ikke just sådan én man mellem drøm og virkelighed ska' tabe på tippen, ufda! Hans glosedans er nu ellers en fin balancekunst, udover den sjove langhårede, bagerst. Sjovt er det jo at genkende lidt her og dér. God fornøjelse, nat nat...;)
mvh
Simon
P.s.: Apropos herlige læsninger og forfattere, genlæste jeg nylig Robert Pirsigs Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel - som hvis du ikke kender den, nok vil ku' holde dig vågen til de små pips synger deres morgensange.
|
|
|
|
