|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
475
gæster og
40
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: Enkelhed
|
Hej Hanskrist!
Dine pæne ord om min veloplagthed glædede mig en hel del. Især da de kom fra et Kristus-spøgelse, som kan give selv Helligånden kamp til stregen. For at følge med dig, skal man godt nok trække i syvmilestøvler og smøre munden med levertran. 
Efter det studentikose navlepilleri sætter jeg pris på en opponent der forstår sig på alvorlig sjov. Så lad mig svare i samme alvorlige ånd som udfordret.
Den problemstilling du med Tillichs ord opridser med baggrund i John Donnes berømte digt er ikke blot interessant, men rummer måske i sig nøglen til at forstå selve livet.
Når jeg taler om at træde i karakter var det selvfølgelig Kierkegaards udtryk jeg havde i tanken:
”Men siden den Tid er jeg traadt i Charakteer af religieus Forf:”
Betydningen er, at vælge at være noget fuldt og helt, stå ved sin personlige opfattelse og handle i overensstemmelse med denne.
De associationer som dit indlæg her - i sammenhæng med et tidligere, hvor du, for at hælde vand på min mølle, henviser til biosemiotikken – udløste, tager fæste i en erkendelse som Jesper Hoffmeyer giver udtryk for i doktorafhandlingen "Biosemiotik - En afhandling om livets tegn og tegnenes liv".
Den første erkendelse lyder: afvisning af den klassiske naturvidenskabelige ide om, at man kan beskrive naturen udtømmende ved hjælp af rene naturlove.
Den anden: At livsfænomenet ikke kan reduceres til fysik og kemi. (Hvilket kan ses som en konsekvens af den første erkendelse).
Den tredje: At de gængse naturlove ikke leverer en forklaring på, hvordan det åndelige eller subjektive er opstået i evolutionen.
Og den fjerde: at livets opståen primært er et spørgsmål om, hvordan der opstår en asymmetri imellem inde og ude i cellen. Det mest fantastiske ved livet er jo ikke kemien, men at det, der er inden for cellevæggen, interesserer sig for det, der er uden for cellevæggen. Hvordan kan det være, at der i livssfæren er en interesse for noget, som ikke er én selv? En sten interesserer sig jo ikke for noget, der er uden for den selv.”
De tre første erkendelser var jeg allerede nået frem til gennem begrebslogisk gennemtænkning. Den fjerde kan ses som en empirisk konstatering, der er konsistent med den begrebslogiske tese, at en forklaring af livsfænomenet forudsætter et begreb om formålskausalitet (teleologi) – eller ikke-fysisk kausalitet, som virker i konsistens med den fysiske kausalitet.
Det er denne asymmetri Hoffmeyer taler om, som vi kan genfinde i hele livsfænomenet fra den mest simple til den mest komplekse organisme. Hoffmeyer giver selv et eksempel fra de encelledes verden:
”Når en bakterie befinder sig i en næringsgradient, så ’svømmer’ den hen, hvor der er mest næring, og det er en meget besynderlig ting, set fra et kemisk synspunkt. For hvorfor gør den det? Hvordan kan den foretage et valg? Bakterierne har altså noget, de foretrækker. Og denne foretrækken af noget frem for noget andet indebærer et ikke-Newtonsk element i verden – tyngdekraften foretrækker jo ikke noget. Den er der bare. Men bakterien kan vælge.”
Bakterien træder sådan set med Kierkegaards ord ”i karakter”, for den foretager et valg. Den er blot ikke bevidst om, at den gør det eller hvorfor den gør det. En sådan erkendelse kræver en selvreflekterende bevidsthed og sprog.
Bemærk hvor langt vi med biosemiotikken er kommet fra Darwins mekanistiske teori:
”Så evolution handler i høj grad om udviklingen af det, jeg kalder semiotisk frihed. Dermed mener jeg evnen til at kunne tyde, tolke og kommunikere betydningselementer med andre organismer i forhold til omgivelserne. Hvis der er noget, der har ændret sig i evolutionens løb, så er det måske især, at der er opstået stadig mere fantastiske talenter for at tolke tegn i omgivelserne. Og det er denne fortolkningskompetence, jeg kalder semiotisk frihed.”
Selv om Hoffmeyer ikke er troende, åbner han dog op for det mange troende holder for sandt:
”vi er nødt til at have en metafysik, der gør det muligt, at mennesket kan være skabt i verden. De religiøse kan selvfølgelig sige, at Gud har pustet liv i mennesket ved fødslen, men det kan jeg ikke, da jeg ikke er religiøs."
Der sker meget nyt i naturvidenskaben i disse år. Min fornemmelse er, at vi står over for et naturvidenskabeligt paradigmeskifte af samme radikale art som det vi oplevede for et lille århundrede siden med relativitets- og kvanteteorien.
Måske endog med endnu mere gennemgribende ændringer end vi på nuværende tidspunkt kan forestille os.
Hermed håber jeg at have bidraget lidt til den religiøse åndelighed som især Hanskrist har pustet frisk liv i ved at åbne op for en dybere forståelse af det åndeliges natur gennem sine mange fremragende indlæg. Tak for eminent god inspiration Hanskrist.
Hilsen
Ipso Facto 
P.S.!
Min første indgang til evolutionsteori var ikke gennem læsning af Darwin, men jesuitterpateren Chardin, hvis hovedværk jeg allerede læste som teenager. ”Fænomenet Menneske” er nok en af de mest betydningsfulde bøger jeg har læst. En bog som nok ændrede mit liv.
-------------------------------
"We have reached a crossroads in human evolution where the only road which leads forward is towards a common passion. . . To continue to place our hopes in a social order achieved by external violence would simply amount to our giving up all hope of carrying the Spirit of the Earth to its limits." – Pierre Teilhard de Chardin (1881-1955) was a visionary French Jesuit, paleontologist, biologist, and philosopher, who spent the bulk of his life trying to integrate religious experience with natural science, most specifically Christian theology with theories of evolution.
Hans hovedværk “Fænomenet Menneske” kunne først udgives efter hans død, da den katolske kirke havde givet Chardin forbud mod at publicere sine tanker samt deltage i offentlige debatter. I dag nyder han stor anerkendelse i Vatikanet.
|
|
|
|
