|
0
registrerede
423
gæster og
178
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej Simon
Åh ja, Robert Jacobsen og den herlige fanden-i-voldsk-hed i både kunst og tale. Det gi'r smil på læben og i øjnene. Her har jeg fundet, et par linjer eller tre af Asger Jorn fra Helhesten, 1941. Jeg syn's, de passer godt i sammenhængen :))
INTIME BANALITETER
"Smagen er jo arvelig.
Hyænen lever tarveligt".
Johannes Holbech.
Det er typisk, at den der har mistet forbindelsen med det fundamentale i kunsten også mangler sansen for det banale. Jeg mener ikke her evnen til at se om noget er banalt, denne evne udvikles tværtimod i sørgelig grad, men evnen til at forstå banalitetens kunstneriske værdi. Ja dens fundamentale betydning for kunsten. Der er mængder af anonyme banaliteter, der har en aktualitet, der strækker sig gennem århundreder og overgår enhver genial præstation af vore såkaldte store personligheder. Ser man efter, vil man også opdage, at endog deres fortjeneste ligger i deres evne til at gribe om banaliteter.
Det store kunstværk er den fuldendte banalitet, og manglen ved de fleste banaliteter er den, at de ikke er banale nok. Banaliteten er her ikke uendelig i sin dybde og konsekvens, men hviler på et dødt fundament af åndelighed og æstetik.
Det, man kalder det naturlige, er den frigjorte banalitet. Almindeligheden eller selvfølgeligheden uden forsøg på at påføre den sjældenhedens præg. Det er af betydning at fremhæve, at kunstens fundament netop er de evindelige almindeligheder, det letkøbte og billige, der i virkeligheden viser sig at være vore dyreste og mest uundværlige ejendele.
Intet andet sted finder man så mange smagløse ting som i Paris. Dette er netop hemmeligheden ved, at det stadig er stedet, hvor kunstens inspiration lever.
Der ligger for eksempel også en direkte symbolsk styrke i ordene:
SIG DET
MED BLOMSTER,
der gør dette digt til en af grundpillerne i dansk lyrik. Det er udtrådt som en støvle af almindelig fin pasform, og kan på det musikalske område kun sammenlignes med de amatørorkestre, der spiller falsk.
At kunne spille falsk er en af de største musikalske præstationer i dag. Den musikalske fornyelse må søges med sit grundlag i lirekasser og billige grammofoner.
Min største musikalske oplevelse stammer fra en lille provinsby, hvor befolkningen pludselig blev grebet af en ganske betagende lyst til at spille på små tryllefløjter af celluloid. Man var som forhekset af dette lille instrument, der kunne slå spinkle gennemtrængende triller op og ned, at man spillede overalt i byen, dag og nat, kun dette enkelte op og ned. Enhver dreng. enhver pige, mænd og koner, ja selv ældre ærværdige borgere gik i hemmelighed med den lille panfløjte i lommen, og tog den frem, når de troede sig ubemærket, for at inddrikke nogle få triller af dette fængslende vidunder. De mennesker, hvis egne indre strenge var bristede, led under denne, dem så uvedkommende støj. Man skrev uden virkning i aviserne og holdt taler imod "spektaklet", som man kaldte det.
Først da indflydelsesrige borgere formåede politiet til at skride ind overfor urostifterne, indføre forbud mod salg af fløjterne og arrestere alle, der fandtes i besiddelse af det famøse celloidapparat, greb den store angst igen ganske langsomt befolkningen i den lille by, så man kunne vende tilbage til normale, og for sjælsroen og den afklarede samfundsform så værdifulde depressioner.
For sanddruheden af denne hændelse kan jeg føre mange vidner, hvorimod der, såvidt mig bekendt, aldrig er fremkommet undersøgelser angående årsagerne hertil.
Jens August Schade forekommer mig at være den eneste danske digter, der virkelig føler, hvilke primære værdier menneskene skaber og udnytter i banaliteterne, den eneste, der konsekvent baserer sin kunst på dette livsvigtige stof og frigør det i den grad, at hans digtning stadig vokser og fornyer sig selv indefra jo mere den bliver brugt; på samme måde som H. C. Andersens eventyr.
De, der søger at bekæmpe produktionen af trommesalsbilleder, er fjender af den bedste kunst i dag. Disse skovsøer i tusinde stuer med guldbrunt tapet, hører til kunstens dybeste inspirationer. Det virker altid tragisk at se folk slide for at save den gren over, som de selv sidder på.
De børn, der elsker glansbilleder og indklæber dem i bøger med påtrykt
ALBUM
giver kunstnerne større håb end diverse kunstkritikere og museumsdirektører.
Bedste hilsner til dig og ha' en god aften :))
RoseMarie
|
|
|
|
