|
0
registrerede
192
gæster og
155
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Martin A. Hansens Rejse paa Island er både en rejse i sagaen og i Sven Havsteen-Mikkelsens fantastiske illustrationer – to virtuose pelikaner indtar stuen, det samme gør almuedigtere som Bólu-Hjálmar, hvis sidste runer lød:
Utrygt ryster Pennens Fjer,
mit Digt er kun en Saga.
De lange mørke Nætter her,
søvnløs, uden Lysets Skær,
maa jeg taale, pint af Gigtens Plage.
Langsomt smuldrer Livets Vold,
sig nærmer Aftenrøden.
Graven mod mig gaber kold,
jeg rister nu paa Haabets Skjold
de Runer, der skal tydes bag ved Døden.
*
Om Martin A. Hansen fortæller Sven Havsteen-Mikkelsen:
På rejse
Selv om man havde fornemmelsen av at kende Martin A. Hansen, længe inden man traf ham, og sådan må mange have haft det, fik vi, der kom til at rejse sammen med ham del i hans væsen på en måde, så selv hans digtning kun blev en afglans av. Et sådant menneske havde man aldrig kendt og skal man aldrig mere kende.
Hele landet, helt ned til Eiderstrømmen, med gravhøje og kirker, huse og gårde vil for os være knyttet til ham frem for til nogen anden.
I oktober 1949 tog Martin A. Hansen, Ole Wivel og jeg på den første av de rejser, der gav sig selv navn av kirkerejserne; og i de følgende år blev der få egne her i landet, som vi ikke gennemtrawlede. Dette var baggrunden for Orm og Tyr.
Vi så så meget, at meget løber sammen i erindringen; men kirkerne var altid hovedmålet. Talløse synes de, vi standsede ved, og forskellige var de alle, som de steder hvor de var rejst. De fik karakter for os av vejrliget, av dagens luner, ja av natten med, men fremfor noget av den stilfærdige varme, der udgik fra Martin. Han ejede dem, skønt en beskedenere ejermand har man aldrig kendt, og han var altid den samme.
Som oftest gik vi en runde for at se på muren; en skulptur, en lindorm kunne sidde, hvor man mindst ventede det, og de håndhugne kvadre og deres farvespil var et syn, han aldrig blev træt av; men det hændte, at vi så blot satte os i stolene, når vi kom ind. Længere end til at sidde i det gode, gamle hus, kunne man ikke nå. Var vi fire, var Regin Dahl med, kunne orglet sætte i med en fuga, og det var da som om rummet fyldtes av det drama, bogen skulle fortælle om.
Vi rejste altid om vinteren, og vi har rastet i lyngen, ved Vesterhavet og i skovene i alt slags vejr. Disse rast førte ofte til rejser ned gennem århundrederne, for næsten hver egn havde sit at fortælle, når fortælleren kom.
Men efter de mange rejser her i landet og i Norge og Sverige fulgte den, hvor vi var ene, rejsen på Island.
Det var først havet. Et døgns sejlads er ikke havet, men i det andet begynder det. Man har sluppet Norge, ser Shetland, så Færøerne og endelig Island. Det land hvis digtning og historie han var mere fortrolig med end de fleste, som han skulle se for første og sidste gang, og som han, hvor mærkeligt det end lyder, som den første danske digter ville beskrive.
»Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse,« sagde han. Hvor vi teltede, var han snart stedkendt.
Jeg hører hans stemme læse av sagaen, og skønt vi begge kendte den godt, blev alting som nyt – eller han fortæller fra de unge år på Stevns; den ene historie tager den anden, også de bliver sagaer, mens vi sidder på hver sin sovepose med primussen imellem os og natten går.
Det var mange år siden, både han og jeg havde levet i det frie døgnet rundt, og er man overladt til sig selv på de islandske heder, er man træt og våd med en jeep kørt fast i pløre, og med et telt som stormen truer med at flå av stængerne, er man uhjælpeligt den man er, men så frodig var han, at dårligt lune ikke trivedes hos ham eller i hans selskab. Det varede ikke længe, før vi syntes, vi havde levet sådan vor meste tid, og en hotelnat opdagede vi, at vi havde mistet al smag for komfort. Vi kunne ikke sove i de bløde senge, vi svedte og fik hovedpine og længtes til vort luftige hus.
Jeg husker en morgen, jeg vågnede tidligt og så, han var væk. Det var stille og frostklart. Vi havde ikke set mennesker i et par dage. Landet var vældigt og øde. Jeg gjorde klar til morgenmad foran teltet: tørfisk, brød, kop og kniv, tændte under kaffekeddelen og så mig ind imellem om efter ham. Så stod han pludselig bag ved mig. Hvor var han ung! Han havde villet se dagningen og den første ravn, skønt gryet næsten er umærkeligt på den årstid. Senere så vi det ofte eller mærkede det, som en stilhed der uforvarende kom over os.
Aller tydeligst ser jeg ham for mig stående agter på vej over Nordatlanten i svær dønning. Han stod her ganske roligt i timer og fulgte sø og fugle; det uendelige hav. Et menneskeliv er kun lidt.
De fleste av disse tegninger er fra øvre Gudbrandsdal, en egn av Norge som Martin holdt særligt meget av. I Kringens umiddelbare nærhed boede han og Vera på deres bryllupsrejse, og mange år senere rejste de igen med deres børn gennem disse strøg.
Ærenpris og ranunkel er en hilsen fra Færøerne, som han så i nogle hastige dage, der kom til at fylde meget i hans erindring.
29. juli 1955.
- Sven Havsteen-Mikkelsen.
mvh
Simon
|
|
|
|
