|
1
registreret
(1 usynlig),
18
gæster og
257
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Lidt fra den grånede irske kongebusk:
En dagslys kunst
til Norman Mac Caig
Den dag Sokrates skulle indtage giften
fortalte han sine venner at han havde skrevet:
havde sat Æsops fabler på vers.
Og det var ikke fordi Sokrates holdt af visdom
og ville forsvare det undersøgte liv.
Grunden var, at han havde haft en drøm.
Nå, tag nu Cæsar, eller Herodes, eller Konstantin
eller hvem som helst af de Shakespear'ske konger,
der andet med at briste som dæmninger
hvor originale panorama'er ligger oversvømmede
og må stige op før dødsscenerne -
det er troligt, at de tror på drømme.
Men næppe Sokrates. Før, selvfølgelig,
han siger til sine venner drømmen gentog sig
hans liv igennem, hver gang med samme opfordring:
Dyrk kunsten, hvilken kunst han indtil da
altid troede var filosofien.
Lykkelig derfor den, som er født ned evnen
til at dyrke den rigtige lige fra starten -
poesi, for eksempel, eller lystfiskeri; hvis nætter er drømmeløse;
hvis dybt sunkne panorama'er stiger op og glider bort
som dagslys gennem fiskestangens øje eller pennespidsen.
*
Stensliberen
Penelope arbejdede med en vis garanti for et resultat.
Hvor meget hun end ødelagde om natten af sin vævning
kunne det fremskynde alt med en dag.
Jeg, jeg sliber de samme sten i halvtreds år
og hvad jeg ødelagde var aldrig hvad jeg havde gjort.
Jeg var ude belønning som mørke ved et spejl.
Jeg behandlede min flade så den kunne overleve hvad der kom -
kartografer, typografer, al denne linietegning og farvesætning.
Jeg fastlagde uigennemsigtigheder og de spåede.
For dem var det hver gang en frisk start
og en ren tavle. For mig, at komme cirklen rundt
som den lille krusning der fødes i stilhed.
Derfor. For at mindes mig. Tænk på flader hugget
i et stenbrud. Praktisér
coitus interruptus på en stak af gamle litografier.
*
Tjørnebærlygten
Vinter-tjørnebærret brænder udenfor tiden,
tornens krabbe, et lille lys for småfolk,
som bare kræver af dem at de hindrer
selvrespektens lunte i at brænde ud,
den behøver ikke blænde dem med illumination.
Men til tider når din ånde pudser sig i frosten
antager den form af den omvandrende Diogenes
med lygten, som søger en retfærdig;
sådan ender du med at blive betragtet fra bag ved tjørnebærret
som han holder op i øjenhøjde ved dets kvist,
og du viger for dets bundne marv og sten,
dets blod-stik som du vil skal prøve og frikende dig,
dets hakkede modenhed, der gennemgår dig og flytter videre.
- Seamus Heaney.
mvh
Simon
|
|
|
|
