|
3
registrerede somo, Arne Thomsen
,(1 usynlig),
328
gæster og
50
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Kopierede lige følgende fra Information på facebook:
At være digter er at være antireligiøs.
»Poesi er aldrig på magtens side. Den er per definition imod despotisme, imod tyranni og imod religion, i den forstand at religion er et lukket system. At være digter er for mig at være antireligiøs eller rettere ikkereligiøs. Det er at operere og skabe hinsides al dogmatik.«
Vi har mødt det arabiske sprogs digterkonge ved Vesterhavet.
Adonis: »At være digter er for mig at være imod religion«
Den arabiske verdens bedste bud på en nobelpristager i litteratur er en 88-årig revolutionær, der sætter sin poesis mystiske verdensopfattelse op som modbillede til et magtinstrumentelt islam.
Adonis er en ukrukket og imødekommende mand. Han har et nysgerrigt blik og let til klukkende latter. Men han er også en revolutionær og kontroversiel skikkelse, der står bag skånselsløst kritiske udtalelser om, at Islamisk Stats barbari skulle være udtryk for den islamiske religions »selvmord og blindgyde«, og at »intellektuelt har islam intet at byde på længere«.
Han ser ikke ud af alverden, den lille mellemøstlige gentleman med hat, som han står der i et vældigt og vidtstrakt klitlandskab med det oprørte Vesterhav som baggrund. Det er en tåget, regnfuld dag i Husby, hvor havets grå farveskala glider i ét med himlen og får horisonten til at forsvinde.
Men Adonis er en sand gigant. Han er det arabiske sprogs og den arabiske verdens digterkonge. Citater slut.
Min kommentar, det beror selvfølgelig på en stor misforståelse af religion (og det spirituelle), for intet mere end det religiøse og spirituelle skubber til menneskets poetiske kreativitet, uden dog at det essentielle i det religiøse og spirituelle kan erstattes af det poetiske. Ej heller kan det poetiske fyldestgørende og udtømmende redegøre og beskrive det essentielle i det religiøse og spirituelle som er meget meget mere omfattende. Især fordi det religiøse og spirituelle også omfatter vores vertikale noumenale spontane disperate diskontinuerte kreative ekstatiske skabelsesøjeblikke, Kairos øjeblikke, i vores liv. Disse strukturer er nøje beskrevet i enhver dyb religiøs spiritualitet.
Poesien kan forsøge at beskrive disse "strukturer" men kun gennem vores religiøse spirituelle engagement kan vi direkte tilegne os disse "strukturer" med fx et nyt liv til følge, med fx Healing og helbredelse som en følge og gevinst.
Eksempeler på "STRUKTUR FORHOLD" som poesien ikke fyldestgørende kan gøre rede for, følger her:
Free will chooses between good and evil, but real freedom is essentially an eternal, creative means of knowing the revelation
of truth. Freedom informs personality, but within individualism it is in a state of estrangement. The freedom of personality breaks the chain of necessity through love and reaches out to the cosmos. Freedom is a religious virtue and the primary way to enter the Kingdom of God.
God does not create freedom. Instead freedom is prior to God, and it originates in the Ungrund.
The will of fire erupting from meonic freedom is an act of creativity, an ecstatic passage from nonbeing to being.
Nicolai Berdyaev:
As a god-like being, belonging to the realm of freedom, man is called to reveal his creative power.
Creativeness is neither permitted nor justified by religion - creativeness is itselv religion. Creative experience is a special kind of experience and a special kind of way: the creative ecstasy shatters the whole of man's being - it is an out-breaking into another world.
The creative experience is unique and self-sufficient - it is not something derivative; its roots go into the deepest depths.
What is of God in life is revealed in creative acts, in the creative life of the spirit, which penetrates even the life of nature. Spirit can upset and change the 'natural' order.
There is nothing of God in the dull and prosaic normality of the objective world order. It is only in a disruptive "creative ecstacy" act which breaks through that commonplace normality that he is to be found.
Disse vertikale spirituelle struktur forhold vil poesien aldrig kunne fyldestgørende redegøre for. Disse vertikale spirituelle struktur forhold griber ind i alle menneskelivets forhold og antropologier, bare at nævne nogle: medicin og sundhed; karakter og personligheds dannelsen; psykologi og pædagogik; neurovidenskab etc etc
Det religiøse og spirituelle (med dets fokus på alle menneskets transcendens muligheder) er netop ikke et lukket system som Adonis siger, alle dage har det jo stået for, repræsenteret og præsenteret os for det stik modsatte, nemlig som et brud med alle former for determinisme og lukkede systemer.
Venlig hilsen Hans-Kristian
PS:
Egentlig vil jeg ikke blande mig i jeres tråd, men det her var for relevant.
Og da I begge ved flere lejligheder (i jeres poetiske lalleglade (fra sans og samling strukturløse) naivitet) har givet udtryk for det samme som Adonis måtte jeg lige for min samvittigheds skyld og for at forsvare det autentiske i det religiøse og spirituelle lige begå dette indlæg for at udrydde jeres Adonis misforståelser.
Skal det drøftes yderligere må det blive i en ny oprettet tråd.
|
|
|
|
