annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15533515
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372112
Et andet syn 1980614
Jesu ord 1518211
Åndelig Føde 1465023
Galleri
Vinter Nytårs Løbehilsner fra Nordjylland
Hvem er online?
0 registrerede 380 gæster og 308 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..

Apropos Thorkild Bjørnvig, essays og den elegante humor, fortæller han i Digtere om en række sjove episoder fra Akademiet med gode venner som Otto Gelsted, William Heinesen, Løgstrup, Knud Sønderby m.f. Det sker jo tit, at man først gennem humoren lærer et menneskes inderste rigtigt at kende, Akademiets forsamling har kendt hinanden særdeles godt og gerne, sikkert lidt henad Gustav Wieds exempler på bordskik og Dionysus dannelse, her et par pragtfulde ex.:

Gelsted glemte aldrig at videnskaben i sin oprindelse var græsk, og han glemte heller aldrig sin afsky for kristendommen. Dette fik sit særlige udtryk i en samtale med Knud Løgstrup, som blev gentaget næsten enslydende ved aftenbordet efter møderne når de to kom til at sidde sammen. Gelsted spurgte pludselig Løgstrup højtideligt og uvant inkvisitorisk: „Du tror på videnskaben, ikke?” „Jo”, sagde Løgstrup. „Men du tror også på teologien”. „Jo, undertiden,” sagde Løgstrup. „Men du tror også på Gud?” „Jo,” sagde Løgstrup fast, om end lidt desorienteret. Og så kom det nærmest som en slags syngende triumf fra Gelsted: „Gud, hvor må du være uhæderlig.” Og Løgstrup morede sig lige hjerteligt hver gang.

Alt tyder på at Akademiet for Otto Gelsted var en hårdt tiltrængt rekonvalescens fra den dogmatiske kommunisme. Den nævnede han aldrig med et ord. Nej her var han grækeren, den gamle græker, med talrige referencer til Hellas, og det skulle Akademiet leve op til, det var meningen med det, den egentlige mening. Ved særlige festligheder kunne han kort og dødeligt forelske sig i et af Akademimedlemmernes kone, således f.eks. i Jørgen Gustava Brandts smukke og stilfærdige jydekone. Så hævede han glasset til hendes og sagde hengivent: „Goddag til dig, goddag til dig.” Og derefter sit mod Jørgens: „Farvel til dig, farvel til dig.”

Nu var erotiske forhold mellem mænd og drenge og mænd og mænd jo absolut tilstedeligt i det gamle Hellas, agtet lige så højt, ja, undertiden højere end forholdet mellem mand og kvinde. Men her satte Gelsted grænsen. Det fik sit klare udtryk ved et Akademimøde, der blev holdt i et nyindrettet biblioteksrum i Rungstedlund. Under mødet dér blev døren pludselig smækket op, og dér stod William Heinesen. Midt gennem de tætte tobakståger fik han øje på Gelsted og udbrød straks: „Goddag, Otto. Det er dig jeg er kommet for. Det er dig jeg vil være sammen med i aften.” Han blev bragt til sæde, men han ville kun i kontakt med Gelsted. Ind imellem fortalte han om Thorshavn og Færøerne eller småsang. Gelsted slap han ikke. Pludselig slog han på sit glas, rejste sig op og sagde højtideligt: „Jeg elsker dig, Otto. Skål!” Gelsted rejste sig protesterende, med armene i vejret, mødet blev hævet, Gelsted foreslog Heinesen at holde bøtte, og der blev holdt pause før middagen. Bjarnhof, der var sekretær, trak Ole Wivel og mig til side og bad os om at tage os af de to. De blev nu placeret ved enden af middagsbordet side om side, og Ole satte sig ved det ene hjørne, ved Gelsted, og jeg ved det andet hjørne, ved Heinesen. Da vi var kommet forbi forretten, slog Heinesen på glasset og bad om ordet. „Jeg har noget vigtigt at sige Akademiet. Jeg tror ikke det for alvor er gået op for jer, at når jeg elsker Otto, så er det rent kødeligt. Det er fysik!” Og så lagde han armene om den spinkle Gælle og klemte ham til sig. Gælle gjorde sig fri og spurgte: „Ja, men hvorfor finder du ikke hellere en pige. En ung pige. Jeg er jo ikke andet end skind og ben.” „Nej, Otto,” svarede Heinesen med dyb og indtrængende stemme. „Det er dig, dig, og ingen anden jeg er forelsket i.” „Jamen skal det absolut være en gammel én, hvorfor så ikke hellere ham,” sagde Gelsted og pegede på Paludan. „Eller ham!” sagde han og pegede på Steen Eiler Rasmussen. „Nej, det er dig og ingen anden,” sagde Heinesen og ville igen lægge armen om Gælle. Men nu blev det for meget, han rejste sig op, tog sin tallerken, satte sig ved den anden ende af bordet og sagde: „Jeg vil slet ikke sidde ved siden af dig, William. Du er for besværlig. Du ved ikke hvad du selv siger.” Så foreslog jeg Heinesen at spise. Vi fik rød oksesteg, men han havde endnu ikke rørt den. Nu kiggede han olmt på den, vendte og drejede den og tog den pludselig i én mundfuld, som en stor glubsk schæferhund. Derefter blinkede Ole og jeg til hinanden, og vi skålede de to langsomt og grundigt, om ikke under bordet, så til blid søvn i hver sin ende af huset. Hvad der dog skete inden det kom så vidt, husker Ole bedre end jeg og har skildret i et erindringskapitel om Akademiet.

Gelsted var græker, men ikke på den måde. Dog for dem begge var Akademiet et fristed. Og for Gelsted var det om noget symposiets sted. Den græske ånds sted, i bidende ironi og i absolut alvor. Og det var ikke blot min opfattelse. I en tale til Akademiet, som lund og sted, som begreb og institution, fra Platon til Ewald – citerer Paul Diderichsen Otto Gelsted og kaldte ham „Akademiets ældste og græske medlem.” Det stemmer.

Når jeg så på Gelsted, eller nu ser ham for mig, kan jeg næsten ikke forestille mig ham som ung. Bag sig havde han hele sit lange foretagsomme liv, med Thøger Larsen og Johs. V. Jensen, med tidsskrifter, artikler og digte, sit emigrantliv i Sverige under krigen, sit københavnerliv – men han refererede næsten aldrig til det. Han var helt i det nærværende. han havde gjort sin alder, de syv år jeg kendte ham før han døde, til et livsafsnit. Han var uforanderlig uforsonlig, med en højst forsonlig munterhed. Der var som en lang eftervarme i hele hans væsen fra den græske sol – lige til han forsvandt i den absolutte skygge.

- Thorkild Bjørnvig [Digtere, Gyldendal 1991].

mvh
Simon
Seneste indlæg
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 10:05
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Ramadan-måneden
af ABC
26/03/2024 19:13
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Kærlighedsbevægelsen...
af ABC
24/03/2024 17:18
Nyheder fra DR
Letlands udenrigsminister trækker sig e..
28/03/2024 14:45
FN: Flere end 1.500 dræbt under bandevo..
28/03/2024 13:27
Efter sygdom: Paven prædiker igen til p..
28/03/2024 13:19
Visitationszone forlænges yderligere ef..
28/03/2024 12:50
Menneskerettighedschef i FN advarer: Sul..
28/03/2024 11:40
Nyheder fra Religion.dk