|
0
registrerede
445
gæster og
203
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Skroget kan da blive så glad af hele Bjørnvig og hans historie, som han beskedent ville ha’ spurgt, om dog i det mindste ikke det halve ku’ være rigeligt, ja godt nok? – nøjagtig som spørgsmålet, ikke kun han har stillet sig selv i årtier: er dette nu virkelig al den ulejlighed værd, ja er det virkelig kunst med stort K? – men den ville mangle, halvdelen, og det går slet ikke an. Det med kunsten, ach du lieber, sikke et spørgsmål! At få det hele med er vel en noget uoplagt umulighed, men man ka’ da pakke sig sammen og rejse i ham, se sig lidt omkring i 30’erne, over en kop kaffe, hvis ikke i digtene, så i samlinger af essays som fx. Begyndelsen og Virkeligheden er til, og tilmed en del af vejen i selskab med Rilke og hans store hjerte for fortællingens kunst, som stadig beriger en hel menneskehed, den medmenneskelige del af den:
Udsat paa Hjærtets Bjærge. Se dér hvor lille
Ordenes sidste Landsby, og højere,
ak, men hvor lille, endnu en allersidste
Følelsens Gaard. Kan du erkende den?
Udsat paa Hjærtets Bjerge. Stengrund
under min Hånd. Her blomstrer vel noget
tøvende op, paa det stumme Fjeldstyrt
blomstrer
en uvidende Urt syngende frem,.
Ak, men den vidende? Den, som begyndte
at vide
og tier nu, udsat paa Hjærtets Bjærge.
UNG
Fralandsvind over frisk grønt morgenhav hvirvler erindringer
op om engang fremtiden lå blæsende vidtstrakt
foran mig: et uhyre både dragende og skræmmende tomrum,
og bag mig barndommens tætte hule, en verdenshule med sin egen
sol og måne, håndgribelige som appelsiner og lerklumper,
nu med en ufattelig kampesten foran indgangen, og desuden omkring den:
drengetidens skov ryddet, dam fyldt op, og grusgrav skredet sammen.
Ja, ryggen mod nær anvendelig fortid og foran mig fremtiden,
den ene dag netop som havet derude i fralandsvind endeløst plant
som et stort tomt dansegulv, en øde motorvej og hvælvet over den
lysdybder af begyndende farveløshed som det yderste rummørke
eller som aftenhimlen ved enden af en højtliggende forstadsgade: plads
intet andet end plads og udradering af den, som vover
vandringen kørslen springet ud i den skinnende lysåbning.
Den anden dag fremtiden som et fluepapir overfyldt myldrende,
alt optaget, kvinderne lejlighederne husene og stillingerne,
akcellererende misforhold mellem antallet af mennesker og muligheder,
1936, og jorden optaget til ende, Dr. Mabuses testamente skrevet,
alle roller (uskelnelig virkelighed og scene) fra Fred Astaire til Roald Amundsen
opbrugt,
Greta Garbo en af intet opsteget Venus i kjole og sko, uopnåelig,
og forførelsen til det, enhver syntes om, indiskutabel.
Og for at overkomme alt dette og mismodet
og følelsen af at være kommet uigenkaldeligt for sent:
dagdrømme om voldsomheder, berettiget forbrydelse,
ubetinget forskrivelse og sejr for enhver pris,
selv digtningen ubekendt som væsentligt andet end dagdrøm
og uden et glimt fra forklarelsens bjerg eller Medusas ansigt,
eksempelvis Jack Londons ”Bokseren” og Bernhard Kellermanns ”Tunellen”.
Under alle omstændigheder den illitterære umusikalske og ukomplicerede helt i aktion,
den aldrende hestedreng Mac i det første tunneltogs førerkabine under Atlanten på vej,
hans trætte heroiske ligegyldighed overfor alt andet end for sit værk og sin triumf,
dagligdag smerte omkostninger elimineret, ladt tilbage i den ekkoende endeløse tunnel;
arbejdet for arbejdets skyld og farten for fartens – og derudover?
Og hvor endte den til syvende og sidst? Skar lyset i øjnene fra hvilke blændende
tomrum
og jublende morderisk længsel, eksplosioner og apati?
Beskæftigede mig adspredt, årets begivenhed (for mig) var den, at jeg fik kørekort,
mens alle hastigheder steg, fortvivlelser og dagdrømme intensiveredes;
dog ind imellem, som køling fra en underliggende vandåre,
trods alt følelsen af andre muligheder: fra svimlende solidaritet til afsides visdom,
i hvert fald holde en linje og dø af den grund i tide
før man blev enten afsindig i tomrummet eller kompromitteret i trængslen;
alder i hvilken som helst form – uønsket og utænkelig.
*
AFBRYDELSE
Det trommer inden i mig, pulserer til fingerspidserne,
vished fra linje til linje, fra ord til ord,
et styret raseri, placidement og vågent.
Afbrydelse, Men trommerne fortsætter, bliver ved, løber løbsk
i hæslige kakofonier, rytmer og syner forvirres,
et idiotisk og vidunderligt arbejde – behøver
ubrudt sammenhæng som f.eks. sygdom eller rejse,
savner placering og alibi, kan tilsyneladende
altid opsættes, til imorgen, i overmorgen.
Men den hemmelige arbejdsgiver (hvem eller hvad det kan være
og hvilket køn) siger altid: Nej, det er nu –
og alting larmer og arbejder videre i infernalsk
tomgang præcis til den tid jeg ville have været færdig
som om man var et optrukket urværk, løbsk og løbet ud.
Resten er tomhed og desperat gætteri,
fortrydelse, rekonvalescens og glemsel
og spørgsmålet: Er dette såkaldte arbejde, kunst måske med stort K
overhovedet den ulejlighed, og andre forsømmelser, værd?
*
TOGSIGNALER FOR LÆNGE SIDEN
Var det i Chartres? I Dinard? Befinder mig der igen.
Hører på hotellet togene ude i landskabet –
deres lange skingre hyl gennem natten
flimrer over min nethinde: omrids af fremadjagen.
Min sjæl står op fra mit søvnløse lyttende legeme
og ligger som en langstrakt spejdende lyd
i luften efter dem. Ligger der endnu
årtier efter. En dis af længsel. En tågestrime
af ensomhed. Et voldsomt dirrende kraftfelt.
Et ekko, der lever sit eget liv og higer imod
at blive et ekko af noget uvist vildt eventyrligt
og indhente det, og med et glødende parringssuk bore, udlade sig
ind i det ukendte, blive til ét med det – østen for sol
og vesten for måne og uden ophør, nogensinde.
*
TYSK BY
En rejse i tiden. Alene.
Lange støvende eftermiddage,
trykkende formålsløs forventning.
Uhyre ressource latens og fortvivlen,
kroppen en eneste fallisk støtte,
i mangel af bedre et krav om gudinder.
Vejtræer og parker kvalte anslag,
væksten nedtalt til eksplosivt zero
eller død - som min stående krop.
- Thorkild Bjørnvig.
mvh
Simon
|
|
|
|
