|
0
registrerede
207
gæster og
234
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Pludselig solens ansigt over sneen,
som tidlige jordbær til champagnen,
mens træers fugle synger blidt
om Erik Satie og Sibirien i haven:
Jeg gaar i
Vinterskove
Jeg gaar i Vinterskove
i sommerligt Humør
usømmeligt og synger
en Tak for alt, der dør,
som elsked jeg distrait
en Enke sørgeklædt,
der ikke burde gløde
bag sine sorte Slør.
Jeg ser kun Sørgeskarer
af stedsegrønne Træer
ustandseligt passere
i Skovens Gaadeskær,
en Sorg i grønt at se
imod den triste Sne.
Dog er min Glæde stadig
og stærkt til Stede her.
Kun nøgne Bøgestammer,
en barsk og nøgen Hær
kun lange, sorte Skygger,
kun Sorg og trist Besvær.
Kun Sorg og megen Ve,
den dødsensblege Sne.
Saa hvorfor skal jeg juble
i dette Vintervejr?
Men bag de sorte Stammer
staar Solen luerød,
som vilde den fortære
et Slør i Flammeglød.
Da mindes jeg distræt
en Enke sørgeklædt,
der ikke burde gløde,
men drømme om en død.
- Tom Kristensen.
BrushaneForår i min hånd, med blæstens grube
i de lyse fjer ved roden af den lange strube
bagudbøjet, forår, plukket brunt og plettet
i himlen over havet der lyner mågespættet
bag de blæsende enge, hvor tidsormen skyder
smal og lys i mørke rosetter af skarntyder.
Forår mere grønt end de knasende fluer,
mer metallisk blåt end solen der i løbebiller luer.
Dunetblødt og rustent gammelrosafarvet – Hjemme
sover hun alene som sødede min stemme.
Derfor står jeg her med næven fuld af gaven:
Alle rummets farver lagt i ring om ring om kraven.
Alle jordens farver spilet i dens haleslæb,
renæssancebukser, sænket fægternæb.
Alle oceanets farver spejlet i den lange strube,
forår i min hånd, med blæstens blide grube.
Iljitsch Johansen.
mvh
Simon
|
|
|
|
