|
1
registreret
(1 usynlig),
419
gæster og
162
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Et pust i nakken fra Arnulf Øverland. Vi befinder os antagelig et sted i starten af 40’erne, hvor manges tro jo sattes på prøve under Terbovens jernhånd, og djævlen iført grågrønt kradsuld så sig om over det meste af Europa, ikke mindst i Sachsenhausen, hvor også Arnulf Øverland var på visit, og måske dér skabte denne lille novelle, der så heldigvis – for held havde meget med dén sag at gøre – overlevede med ham.
I dag er hverken han eller hans fortællinger og poesi særlig kendt, han er jo ikke på ”fjæsbog” og indtryk i tidsrummet fra før, under og efter 2. verdenskrig, der også påvirkede ham stærkt nok til at ting og sager på sæt og vis måtte skrives ud af systemet, har nu mest opmærksomhed for dem der selv har økonomisk interesse i at skrive romaner om en tid uden oplevelsers indtryk. Det er ellers kraftig kost, særlig digtene, afspejlende svære ar i sindet, samt noveller, gerne behandlet med en smule ironisk distance i humørmaskinen, for tidens og den nødvendige glemsels skyld. Men de der i samtiden genkendte råkosten, anmærkede ham som én af de helt nødvendige poeter, og læste ham for helingens skyld.
I dag genkender ingen vel djævlen i grågrøn kradsuld, velsagtens næppe heller i Oslo, hvorimod stærkt troende på Sørlandet muligvis vil genkende djævlen i bikini, når de legende baller hopper rundt i øjnene og djævelske hormoner står rør i tårekanalen. Djævlen er jo stadig et varmt samtaleemne i Slyngelstuen over en øl, eller til kaffe i missionsforeningen, når små lægprædikanter der gerne vil frelse verden fra helvede, beruset af snakken om egen frelse føler universets knopskud i egne bukser. Uanset, her i al fald Øverlands pragtfulde fortælling:
Tro og overtro
Jeg indser nu, at det meste af mit Forfatterskab er forfængeligt og unyttigt. Det er næsten blot den Slags, som jeg har fundet paa af mig selv, der findes næsten ikke et sandt Ord i det. Og der sker saa mange Ting i Verden, at det ikke kan være nødvendigt at skrive alt det op, der ikke sker. Derfor vil jeg heller ikke gøre det mere, men blot skrive Sandheden. Og det vil jeg begynde paa nu med det samme, for det var kun for et lille Øjeblik siden, at dette skete:
Jeg sad altsaa her og læste i Den Sorte Bog. Det er mærkeligt, sagde jeg til mig selv. – At nogen har kunnet tro paa den Slags! At de har villet læse saadan en Bog! I vor oplyste Tid er det næsten ikke til at forstaa, at Folk har kunnet være saa uvidende. Eet er tro, noget andet er Overtro – det er netop Forskellen!
Jeg sad længe og tænkte paa denne Forskel. For det er jo en kolossal Forskel! Til sidst blev jeg forarget og sagde: Jeg tror paa Gud, simpelthen fordi han er til, men jeg tror ikke paa Djævlen, for han eksisterer ikke. Nu skal vi se, om vi dog ikke een Gang for alle kan faa rammet en Pæl gennem Overtroen!
Jeg bladede i Den Sorte Bog og fandt en ekstra kraftig Djævlebesværgelse. Saa tegnede jeg en Ring paa Gulvet. Den skulde have været med Kridt, men det havde jeg ikke, jeg gjorde det med en Farveblyant. Saa læste jeg tre Gange, indtil det svimlede for mig. Abraxas! sagde jeg til sidst.
Jeg begyndte allerede at fortryde det. Der lugtede svedent, det var ikke til at tage fejl af, hele Stuen var fyldt med Røg, og sandelig! – en blaa Flamme blafrede op midt i Ringen, og den skinbarlige Djævel kom op af en sprække i Gulvet!
- Goddag, sagde han. Er det her, du bor?
- Ja, sagde jeg, men jeg har tænkt paa at flytte – pas paa Stregen dér, den maa du ikke gaa udenfor!
- Aa, det er ikke saa farligt, naar det blot er med Blyant, sagde han og smilede djævelsk og hængte Hatten fra sig paa den glatte Væg og gik ud af Ringen.
- Vil De ikke tage Plads? sagde jeg og pegede paa en Stol nede ved Døren.
- Tak, sagde han og trak Stolen hen til Bordet og satte sig.
- Maaske maa jeg ogsaa byde Dem paa et lille Glas Dyvelsdræk? Jeg tog en Flaske Blue Label frem.
Han skelede til Vinmonopolets blaa Etikette. Saa sagde han: Tak, jeg har min egen! og trak en lille Lommelærke op. – Har du Glas?
- Tak, jeg nyder ikke Svovlsyre før Middag, sagde jeg og bukkede.
- Vinmonopolets Dyvelsdræk er forresten ikke værst, sagde han. Vi bruger meget af den i Helvede. Den er i al Fald bedre end Ruster Ausbruch, som de bruger til Altervin hos – æhem! – i Kirken.
Sandt at sige følte jeg mig lidt saaret over denne sammenligning, jeg syntes, den var temmelig smagsløs, men jeg sagde ikke noget. Jeg syntes, Djævlen kunne gaa, men det lod til, at han befandt sig godt her.
Han nikkede til Siden hen mod mit Skrivebord: Hvordan gaar det med Digtningen, Øverland? – Daarligt? – Kunde du have lyst til at lære at digte?
- Jo Tak, sagde jeg. Han var enkel og ligetil, Djævelen. Han sagde Tingene helt ligeud. Han var meget fortrolig overfor mig, det syntes jeg nok. Han kunde for Eksempel have sagt, at det ligger i Egenarten af mit Talent, at min Produktion ikke kan blive særlig omfangsrig. Men det gjorde han altsaa ikke. Men paa den anden Side – kunde han hjælpe mig, saa …
- Saa synes jeg, du skulde øve dig lidt, sagde han. – Har du for Eksempel prøvet at staa op før Tolv om Formiddagen og simpelthen sætte dig til Skrivebordet?
- Søvnen før Tolv er den sundeste, sagde jeg. – Forresten lider jeg af Søvnløshed.
- Da kan jeg i al Fald høre dig snorke helt ned i Helvede!
Jeg vidste, at Djævelens tilsyneladende elegante Verdensmandsmanerer blot var et Skalkeskjul. Egentlig var han en Bølle. Men det maatte jeg vel finde mig i, hvis han bare vilde fortælle mig, hvordan Shakespeare bar sig ad med at digte saa godt. For det har jeg ofte undret mig over. – Men at komme med det, at jeg skulde øve mig! Paa at digte!
- Digtets Aand, sagde jeg – det uundsigelige kan ingen lære. Det kommer ovenfra.
- Javist, sagde Djævelen.
- Men hvis De havde tænkt at friste mig – kunde De saa ikke prøve med nogle dejlige Jomfruer?
- Jomfruerne gør det jo af sig selv! Hvad kan det saa nytte! sagde Djævelen. – Her findes jo næsten ikke Kristendom mere. Ungdommen tænker ikke paa andet end Forlystelser, hele Tiden er præget af den krasseste Materialisme. Hvordan tror du, det skal gaa til sidst?
- Nej, sagde jeg og tænkte mig om. – Det gaar vel ad … Det gaar vel i … Hånd. Jeg kom til at vrøvle, fordi jeg var bange for at forsnakke mig. Desuden forvirrede det mig, at Djævelen havde dette alvorlige Livssyn.
- Se nu bare paa dette, sagde han: Hele Den Hellige Skrift er fuld af Beretninger om min Virksomhed – jeg farer i Svin og den slags – den giver en Række uomstødelige Vidnedsbyrd om min Eksistens. Men hvem tror paa Biblen i vore Dage?
- Tror De virkelig paa – æh – Gud? sagde jeg.
- Hvad var jeg uden ham? sagde Djævelen sagtmodig.
- Nej, De siger noget, sagde jeg. – Men kunde man saa ikke tænke sig et Samarbejde mellem Dem og – æh – Gud?
- Søde Ven, sagde han, – hvad andet tror du, vi bestiller – Kristendom og Moral og Lov og Ret og hele den sædelige Verdensorden er da en Frugt af vort intime Samarbejde!
- Jeg troede, det var – æh – Gud alene, sagde jeg.
- Troede du. det var Gud alene, som fristede Eva med at vise hende Slangen?
- Nej, det var Dig, sagde jeg. Og vil du vide min Mening, saa synes jeg, du skulde skamme dig!
Det kunde han have godt af at høre. For hvis han ikke havde lokket Eva den Gang, saa havde vi været i Paradis endnu.
- Men sig mig, sagde Djævelen, – hvordan kunne den almægtige Gud tillade Menneskene at synde, hvis han ikke vilde, at de skulde gøre det?
- Men jeg forstod, at Djævelen vilde friste mig til at tænke, og derfor svarede jeg ikke, men holdt for Ørerne. Men det hjalp ikke, for jeg kunde høre, hvad han sagde alligevel, det var som en indre Stemme:
- Kan du forresten forstaa, hvorfor han ikke skabte en bedre Verden, naar han er almægtig?
- Himlen er en bedre Verden, sagde jeg.
- Og du vil gerne i Himlen?
- Ja, naturligvis.
- Og helst nu med det samme, ikke sandt? For du skal jo dø før eller senere alligevel?
- Nej, sagde jeg, – Doktoren siger, at hvis jeg bare er forsigtig med Maven, saa kan jeg godt blive firs.
- Kan du sige mig, hvorfor de Kristne er saa forfærdelig bange for at blive Salige?
Saa snart jeg holdt mig for Ørerne, kom den indre Stemme igen: Hvad tror du egentlig, de Salige bestiller deroppe?
- De synger vel, sagde jeg.
- Men naar de er færdige med at synge? De har jo Tiden for sig?
- Saa beder de vel til Gud.
- De behøver vel ikke bede om noget, naar de ikke mangler nogen Ting? De er ikke sultne, saa Mad behøver de ikke. De behøver altsaa heller ikke at bestille noget. – Hvad pokker bestiller de?
- De synger hele Tiden, sagde jeg.
- Tænk hvor smukt! sagde Djævelen. Og alligevel foretrækker du denne Jammerdal?
- Det er fejgt at vilde dø, sagde jeg.
- Ja, sagde Djævelen, – det er en dyb Tanke. Men heldigvis findes der næsten ingen fejge Mennesker. Der er maaske een paa hver ti Tusinde, der er fej nok til det. Alle I andre er tapre.
- Hvis du ikke havde været her, sagde jeg, – og ødelagt alt, saa kunde vi have haft det godt her. Saa havde vi haft en retfærdig Verden.
- Himlen har Gud været alene om at indrette, sagde Djævelen. Alligevel havde jeg ikke indtryk af, at du gjorde dig overdrevne Forestillinger om Saligheden. – Og nu en retfærdig Verden – hvad vil du dér? Tænk dig om! Tænk dig, at Verden var retfærdig, og du maaske alligevel bare befandt dig saadan omtrent midtvejs paa Rangstigen! – Her sidder du nu og pusler ved Skrivebordet og opnaar ikke noget nævneværdigt hverken af Gods elle Ære. Er det da ikke simpelthen en Trøst, at Verden er saa skandaløs uretfærdig? – Jeg skal betro dig en Hemmelighed: I Helvede hersker Retfærdigheden! Hos mig, faar enhver den plads, han fortjener. Du kan Tro, det er en Jammer med dem! Det er ad Helvede til! Nej, Retfærdigheden er der nok ikke mange, der sætter pris paa. – Ellers kunde du godt faa Lov til at komme til mig.
Til dette sagde jeg kort og godt, at Helvede er det simpleste Sted, som findes, og hvad ham selv angik, saa var han saadan, at ingen vilde vise sig sammen med ham, og hverken Biskop Berggrav eller jeg vilde have noget med ham at gøre.
Til at begynde med forsøgte han at tage en overlegen Mine paa, men det var let at se, at han blev ilde til Mode, da han fik Sandheden at høre. Han fór op og begyndte at løbe rundt i Værelset. – Aa, denne Hallesby! sagde han.
- Hva’beha’r?
- Aa, der er nogen, der besværger mig, – det er naturligvis Hallesby igen, han er jo næsten den eneste, jeg har at omgaas her i Landet. Frygtelig plagsom Person! Og han bruger Kridt, jeg kan næsten ikke røre mig. Og saa kaster han med Blækhuse! – Ja, Farvel da, det var morsomt at træffe dig, jeg ser indenfor igen en af Dagene!
Jeg vilde følge ham ud, men han gik bare hen og aabnede Kakkelovnslaagen. – Det er godt, du ikke har Centralvarme, jeg stikker lige denne Genvej, sagde han og susede op gennem Flammer og Røg.
- Arnulf Øverland.
mvh
Simon
|
|
|
|
