|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
483
gæster og
33
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Halløj i natten, Simon
Fuglenes sang, ja ... og derfor disse ord:
BILLEDHUGGEREN
Af Tor Nørretranders
Vi er en stor familie.
Nogle i flokken må insistere på at lade sig rive med af det, der sker uden for flokken, for at se hvor det fører hen, så de kan vende hjem og fortælle de andre om rædslerne, svævet og nænsomheden derude, hvor ingen hverdagsrytme skærmer mod den værste tomgang. De må forlade bopladsen og gå på jagt, så de kan vende tilbage til bålpladsen med vildt, ingen vidste var derude. De må følge egne instinkter, for at have noget at byde de andre på. De må lade sig lede af øjeblikkets indskydelse, ikke af fællesskabets aftaler.
Hvorfor synger fuglene? Det var Lars H.U.G.s første bud, da han i de første uger af året 1992 skulle kredse sig ind på tidens vigtigste spørgsmål. Sammen med Poul Nesgaard var vi i gang med at skitsere en serie debataftener på Dr. Dantes teater. Hvad var det virkelig vigtigt at finde ud af, hvis man skulle forstå samtiden? Hvorfor synger fuglene, spurgte musikeren. Det mærkelige var, at der ikke gik ret mange år, før biologerne havde fået styr på, hvorfor fuglene synger så lystigt om foråret. Fordi, selvfølgelig, at de vil parre sig.
Jo, men vanskeligheden for biologerne var at forklare, hvorfor det dog gik an at synge så lystigt. Måske kunne hunnerne høre det og blive lystne derved, men alle rovfuglene og jægerne og de andre fjolser kan jo også høre den lystige sang. Og det koster dertil en masse kræfter at synge. Hvorfor ikke bruge dem mere hensigtsmæssigt, spurgte biologerne sig selv. Svaret på det spørgsmål blev ganske vist givet af en fugleforsker allerede i 1975, men der var ingen der rigtig troede på ham, fordi svaret lød helt tåbeligt: Fuglene synger ikke, fordi det har en funktion at synge, men fordi det er helt uden funktion, fordi der ikke er nogen mening med det, fordi det er ødselt at synge. Det lød ret underligt. Men i 1990, bare et år før Lars H.U.G. stillede sit spørgsmål, blev der ført matematisk bevis for, at den mærkelige forklaring gav mening. Fuglene synger, fordi de derved pådrager sig et handicap. Det er svært at synge, det koster mange kræfter og gør én sårbar overfor rovdyr. Netop derfor er det smart, hvis man vil forføre en anden fugl: Ved at gøre noget svært, viser man at man har så mange ressourcer, at man kan ødsle med dem.
Man bruger ikke sine kræfter på at overleve, det klarer man let. Man bruger dem på noget, som man ikke kan bruge til noget. Derved viser man, at man har rigeligt af dem.
Fuglene synger for at bevise at de har så meget overskud, at de ikke behøver samle føde og flygte fra rovdyr hele tiden, siger denne såkaldte handicapteori, som mange biologer i dag tager meget alvorligt.
Nogle er endda begyndt at overføre den på mennesker: Vi synger jo også, vi maler billeder, hugger skulpturer og foretager os alle mulige andre ting, som strengt taget kun har meget begrænset nyttevirkning i det daglige ræs for at klare opvasken, opgaverne og opadstigningen på den sociale rangstige. Vi mennesker laver kultur og andet besværligt, som sjældent fører til rigdom. Nogle af os er tovlige og står ikke op om morgenen og passer det borgerlige arbejde, men sidder i stedet med morgenhår og synger om ulykkelig kærlighed.
Det er, siger handicap-teorien, en måde at vise at man er et menneske med mange ressourcer. Man har så meget overskud, at man ikke behøver bruge hele dagen på at tjene til dagen og vejen, men kan lave mærkelig, tilsyneladende planløs kunst i stedet. Ved at vise sin ressourcerigdom, demonstrerer man overfor medlemmer af det modsatte køn, at man er værd at parre sig med. Derfor synger kunstnerne: Det giver, som Dire Straits så smukt har udtrykt det, "money for nothing and chicks for free". Man skal gøre noget svært, så får man det sjovt. Umage giver mage.
I et interview i Euroman, april 2003, fortæller Lars H.U.G. om de syv års tavshed, der gik efter gigantsuccessen "Kiss & Hug From a Happy Boy" fra 1996: "Mit pladeselskab foreslog mig at tage til London og indspille i Abbey Road med et stort big band. Men jeg kunne ikke. Det ville have være for nemt."
- Hvad er der galt i at noget er for nemt, spørger Euroman.
"Det ved jeg heller ikke. Det spørger jeg også mig selv om en gang imellem. Det er nok et eller andet med, at jeg skal helt derind, hvor knoglerne knirker," svarer H.U.G.
Et andet sted forklarer han om pladen "Save me from this Rock and Roll": "Nogle af numrene har jeg jo indspillet i 50 udgaver i seks forskellige tempi med syv forskellige tekstbud." Men samtidig ender han med at forklare: "Musikken skal ikke lyde, som om den har været svær at lave, så er det jo ligegyldigt."
På den ene side er vor kunstner altså helt på det rene med, at man skal anstrenge sig, sætte sig nye mål, udfordre sig selv hele tiden, vælge det svære, for at være i live som kunstner - og for at gøre indtryk på damerne, sagde biologerne. Men på den anden side må det ikke se ud af noget. Det skal se let ud.
Hvordan ved damerne så, at det var svært? Hvordan kan de vide, at det sværeste er at få det til at se let ud? Hvordan kan han være så sikker på at de kan vide det?
Lars H.U.G. er billedkunstner, egentlig mere end han er musiker. Maler, især. Tegninger, malerier, i massevis. Manden maler med pensler, med ord, med sin stemme. En crooner, der er billedkunstner. En visuel mand, der giver lyde fra sig. Også visuel når han laver musik: Han baldrer biler på scenen. Autoophug.
Skulpturer laver han også, men ikke meget. En sofa med krokodilletænder af patroner, har jeg set.
Lars H.U.G. er ikke billedhugger. Han stjæler bare billeder med sin musik. Han er billedstormer. Fugl.
Den store amerikanske psykolog William James skriver i et af den psykologiske videnskabs hovedværker, Principles of Psychology fra 1890, om hvordan en billedhugger laver en skulptur: "I en vis forstand har statuen stået der i evigheder. Men der var tusinde andre ved dens side, og det er billedhuggeren alene, der skal takkes for at netop denne blev udfriet mellem alle de andre."
Man laver en marmorskulptur ved at fjerne noget marmor. Man tilfører intet, tager kun noget bort. Og derinde, førhen skjult bag alt det man fjernede, står så den yndige Venus i al sin pragt. Billedhuggerens besvær er at fjerne den unødvendige marmor. Beskuerens oplevelse er det, der er tilbage.
Hvordan kan beskueren så forstå, hvori billedhuggerens anstrengelse bestod? Statuen viser jo netop ikke alt det, der blev smidt væk undervejs.
Hvordan kan vanskeligheden, umagen, håndelaget, ødselsheden med tid og ressourcer, ses af beskueren? Kan hun se, hvor meget marmor der er fjernet og hvor svært det var at fjerne det? Kan hun se, at skulpturens klarhed, enkelhed, lethed, ubesværethed er det sværeste af alt at skabe? Kan hun se billedhuggerens usynlige arbejdsindsats?
Ja, hvis hun er en ægte prinsesse.
Nok vokser materialet ud af tilfældigheder, nådegaver og åbent sind. Men det skal pudses og plukkes gennem benhård disciplin og vedholdende kvalitetskontrol. "Illusions they might come and go. Is it yes or is it no?"
H.U.G. har givet os en musik og en samling tekster, som vi kan bruge, når vi vil sige det vigtigste og det eneste og det allermest banale: Elsker dig for evigt.
Det er det, det hele handler om. For hver af os, høj som lav, fri som fange: Kærlighed, den anden, det egentlige, fuglesangen, halløj du dér, er der nogen hjemme?
XO,
KISS & HUG.
Tor Nørretranders
G'nat og drøm dejligt om forår og fuglesang
RoseMarie
|
|
|
|
