|
0
registrerede
645
gæster og
325
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
P.s.:
Nu du har været i Tepotten, smuk er den, her lidt fra den anden Andersen, der fødtes med sit vræl – den tilbageholdende unge mand, hø hø! ...
På høje tid
Det er på tide
vandet koger
jorden brænder
verden venter
da Alexander var på Cæsars alder
Var han allerede Den Store
da Cæsar var på min alder
var han allerede færdig
de spildte ikke tiden
tiden spildte ikke dem
de brugte tiden som en skjorte
sov med den på
spiste med den på
blev negravet i den
og her sidder jeg
holder avis
holder jul
holder igen
lader bedrifter gå min næse forbi
i håbløs restance med opdagelser
verden venter ikke
da Mozart var fem år
da Jesus var tolv
da Columbus lettede anker
da Homer
da Rembrandt
da Pasteur
da Darwin
da Dalgas
da Vinci
da Gama
Damolkes
det er på høje tid
det er over tiden
min hat
min frakke
mine cykelspænder
det er nu eller aldrig
- Benny Andersen.
På vej hjem, så vi til aften de uhyggeligste betonskeletter stikke op i luften, gitre tegnet af Albert Speer-arkitekter, huse der vil blomstre som de levendes gravhøje:
Husene
Husene stirrer
husene er helt faldet hen
og stirrer tomt frem for sig
ned ved havnen,
stirrer skibene
sundets jernsorte flåde.
Der går en færdsel
af cykler og sporvogne
ved foden af husene,
men de hører det ikke,
de sover, disse levende,
som vi aldrig fik vækket helt,
som ikke hammer- og mejselslag
vakte helt op af stenens søvn.
Hvilken ufuldkommen skæbne
for sådanne huse!
Disse gitre!
Disse kors- og krydsøjne,
der stirrer blindt mod mine ruder.
Som jeg
mod dem!
- Ole Sarvig.
Børnenes øjne
Jeg frygter børnenes øjne
de hviler altid på mig,
som gør de stille et regnskab op,
de ikke er sig bevidst.
Imens jeg selv forvandles,
vendt imod andre egne,
afhængig af mennesker og af ting,
som børnene ikke ser –
glider jeg ind i et mønster,
hvis tråde dagligt væves
af handlinger og af tonefald,
jeg næppe selv ved af.
Øjnene samler forråd
til kommende årds erindring,
mit ansigt står i et dyb af lys,
som spejlet i blæsende vand.
Jeg frygter børnenes øjne,
jeg elsker dem højt og sørger
ved tanken om mine forældres liv,
som barnet aldrig så.
- Tove Ditlevsen.
mvh
Simon
|
|
|
|
