|
1
registreret
(1 usynlig),
27
gæster og
180
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej Simon
Hvilken smuk fortælling om det største i det mindste og det mindste i det største. Ja, velsignet er det at glemme sig selv i andre og selv mærke glæden og varmen ved at kunne få et andet menneske til at smile til liv og glæde
"Og løget lå i jorden, løget lå i mig, det blev mit hjerte, mit levende hjerte, et sådant havde jeg før aldrig haft. Der var liv i mig, der var kraft og kræfter; pulsen slog, løget skød spire, det var ved at sprænges af tanker og følelser; de brød ud i blomst; jeg så den, jeg bar den, jeg glemte mig selv i dens dejlighed; velsignet er det at glemme sig selv i andre! Den sagde mig ikke tak; den tænkte ikke på mig; – den blev beundret og lovprist. Jeg var så glad derover, hvad måtte den da ikke være det. En dag hørte jeg, der blev sagt, at den fortjente en bedre potte. Man slog mig midt over; det gjorde voldsomt ondt; men blomsten kom i en bedre potte, – og jeg blev kastet ud i gården, ligger der som et gammelt skår, – men jeg har erindringen, den kan jeg ikke miste."
Fra H.C. Andersens Tepotten
Til liv og glæde er også Thøger Larsens digte, og selvom vi med hastige skridt nærmer os forårsjævndøgn, får vi alligevel med lugten af den sne i frost og sol måske lidt henad julestemning :))
Vintersolhverv
Nu mørkner Vindens Stemme,
og Sol er ikke hjemme,
og Dag bli’r stadig mindre,
en Drøm i Nattens Indre.
Solen tog sin gyldne Gave,
rejste bort med Edens Have,
Natten er som Nat i Grave.
Smaa Blomsters Blus har Kulde
blæst ud paa Mark og Mulde,
og bladløst Træet breder
sig uden Sang og Reder.
Is om Næsset gnyr og knager,
evneløs er Eng og Ager,
Døden ud af Himlen klager.
I Natten Øjet møder
en Sne af frosne Gløder,
vemodigt gennemstraales
det Mulm, som aldrig maales.
Under Ild fra disse Kloder
stivner sagte Sø og Floder,
bliver Jorden aldrig Moder.
Og Maanen naadig smiler,
naar den i Natten hviler,
fortrolig, som den vidste,
at alle laa i Kiste,
som det i dens Lys fornemmes:
Disse Børn skal stille gemmes,
sove sødt og saligt glemmes.
Men just som Solen vender,
et Haab igen sig tænder,
og lyse Haner gale
i Barndoms dybe Dale.
Sangen brister frem fra neden,
Lykkens Fugl har Æg i Reden,
atter kommer Vaar og Eden.
Og Juletræet tændes,
saa Barneøjne blændes,
og alt i Drøm forgyldes,
af Sole Stuen fyldes,
Mands og Kvindes Hjerter gynge,
hører fra den glade Klynge
sene Somres Fugle synge.
Ha' en god soldag
RoseMarie
|
|
|
|
