|
1
registreret
(1 usynlig),
493
gæster og
30
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej Simon
Prins Henriks citat om kærligheden til poesien må være helt på sin plads her i mellemrummet i dag:
"Poesi er en nødvendighed...Her formuleres følelser i ord. Her nærmer vi os verdens sande væsen og de evige spørgsmål, som mennesker stiller til deres liv".
Kærligheden til musikken:
https://vimeo.com/114236686
... og kærlighedsdigtet til kvinden i hans liv:
Skytsengel
Som skumringens luftsyn
I et grænseløst himmelrum
Vil jeg være den skygge
Som følger dit fodtrin.
Et syn, som svinder
Mens ørkenen mørkner
En dunkel skygge
Du aldrig får at se.
Skjult i det bløde sand
Vil jeg værge og våge
Over de svage spor
Du træder på famlende fødder.
Hvad gør det mig
Hvor scenen er sat
Mit brændende ønske er blot
At skjule din frysende krop
Med min skælvende skygge.
I det mørknende blå
Vil jeg jage blandt ulvene
Uophørligt følge dit spor
Til vort evige stævnemøde.
Han var virkelig, hvad jeg vil kalde, en genial original i ordets allerbedste og dybeste betydning ... og så er der latteren og lyset i øjnene. Den latter og det lys, som han delte så generøst ud af til mennesker fra både høj og lav, børn og gamle, tykke og tynde og gerne med sig selv som indsats :))
Der er et digt, der på en eller anden måde minder mig om ham. Ikke i ord, skrivestil og sprogbrug, men hele stemningen i digtet er lidt fanden i voldsk og alligevel med en meget dybere under- og overtone.
Spræng den himmel, der ikke vil lukke os ind,
spræng den, om så med atomer, der sprænger sig selv,
så portene af sig selv går op
under lydløse farvesignaler –
Spræng hellere himlen end jorden,
hvorfra vi skal springe på springbræts-gulvet.
Himle er til for at sprænges, så de kan mærke
at nogen vil ind og op.
Sidder Gud Fader selv i midten,
så skal vi varme ham op ved dans med alle hans engle,
hvis de er piger, som der kan danses med,
piger, som gerne vil udveksle ilden med ilden,
så skørterne fløjter i vejret
til avling af lettere slægter
end vore tungsindsfamilier her på jorden –
Sidder Gud Fader dér i midten
og børster stjærner af skægget
og meteorer af håret,
så er det nok sådan, at han venter
så tankefuld glemsom på os.
Lad os bare prise hans navn, fordi han var virksom
og pludselig fandt,
at livet er noget, der sker
i stedet for det, der ikke blev til.
Lad os ikke skuffe hinanden med lukkede himle
og døre, som vi selv låser indefra af.
Lad os nu banke på med knoer af kød og jærn,
så rummet knalder af genlyd –
skønt Gud er jo også filosofisk godmodig elsker
af kamre med stilhed til ny grubliserende visdom.
Det er klart, at døden kun er en dør, der kan åbnes
og aldrig mere lukkes igen af nogen –
Åh, om vi vidste lidt mer om den nye fødsel,
kendte lidt mer til nøglemesteren Gud,
gammel portner og postombærer i Kosmos –.
Men han kan ikke fordrage jet'ens hvinende jærn
og den lungeomvridende gas fra dens indre –.
filosofisk godmodig elsker af stilhed
i ophængte kamre af ny grubliserende visdom –
den mand, han har godhed til dig og mig,
når vi deler den ud til alle de andre -
Johannes Wulf
Dagens bedste hilsner
RoseMarie
|
|
|
|
