|
0
registrerede
450
gæster og
62
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
En kold nattevind puffer til træerne, i huset der burde hedde »Sien« spøger den i sprækkerne, alt imens ben knuger om min søvnløse dyne og Bill Evans gamle trio sætter stemning på det hele, her i Jantes land hvor journalister dagen igennem har hoppet på tungen i imponerende selvforglemmelse af års meninger om Margrethes mand. Min far og hans venner oplevede i 1945 noget tilsvarende, idet hele landet pludselig gyngede af modstandsfolk og komisk fædrelandskærlige politikere, der næsten var de værste. I nat har Margrethe grædt sig i søvn, og vil til morgen vågne ved synet af sin mands sutsko og duften af hans trøje – hvordan fanden hun klarer dén begravelse er jo et godt spørgsmål, sandsynligvis går hun efterfølgende af, og hvem kan vel fortænke hende i det?
Her lidt fra Ingeborg Bachmann:
Fall ab, herz, vom baum der zeit / Fald ned, hjerte, fra tidens træ
Fald ned hjerte, fra tidens træ,
fald i blade, fra de forfrosne grene,
som solen omfavnede engang,
fald, som tårer falder fra det opspilede øje!
Endnu flyver lokkerne dagen lang i vinden
om landgudens solbrune pande,
under skjorten presser næven
allerede det gabende sår.
Vær derfor hård, når skyernes spæde ryg
endnu engang bøjer sig for dig,
lad dig ikke besnære, når Hymettos endnu engang
fylder vokskagerne for dig.
For et strå i tørken er ikke meget værd for landmanden,
en sommer er ikke meget for vores store slægt.
Og hvad bevidner dit hjerte?
Mellem i går og i morgen svinger det,
lydløst og fremmed,
og ethvert af dets slag
er et fald ud af tiden.
*
Sternen in märz / Stjerner i marts
Der er endnu længe til såningen. Frem
træder marker i regn og stjerner i marts.
Efter samme formel som ufrugtbare tanker
føjer universet sig ligesom
lyset, der ikke berører sneen.
Under sneen vil der også være støv
og det, som ikke blev nedbrudt, støvets
senere næring. O vind, der rejser sig!
Igen river plove mørket op.
Dagene vil være længere.
På lange dage sår man os uspurgte
i de krumme og lige linier,
og stjerner træder tilbage. På markerne
trives eller rådner vi vilkårligt,
lydige mod regnen og til sidst også mod lyset.
- Ingeborg Bachmann.
mvh & nat nat..;)
|
|
|
|
