|
1
registreret Arne Thomsen
996
gæster og
191
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Her morgenen inden årets udgang, lidt af Bjørnvigs slotte, måske højstemt stående i nye – Hr. Eros slyngende sig rundt i elskoven:
Den hvide væg
Der står et langt lavt vinterlys
fra ruden hen på væggen overfor –:
et ganske stille lys på en planetvæg,
som flytter rummet ind i stuen her,
her hvor jeg sidder grundende
alene efter drømmen rusen festen
fyldt af en dyb varm mættelse,
organisk velbefindende, som bliver ved
og strømmer over i en vågen søvn –
uden behov for andet end for lyset,
som lever ubevægeligt i luften
og indladt i en vellyst diamantklar
og uden optakt eller synken –
fraværende er dog intenst til stede
i et usynligt punkt, som er en åbning,
et intet som blir til en ny pupil
at se på nært med indtil nært blir fjernt –
et tilløb til et flygtigt sfærisk øje.
Alting står stille, svæver, er beskinnet
og skyggeløst og fjerntfra som kun ting i
det ydre rum. Hertil går ingen vej
og ingen vej herfra. Men paradisisk
og ensom står den hvide væg i rummet –
*
Agerhøns
Der lyder en hjertegribende pippen i morgenmørket,
halvvoksne agerhøns flokkes på bakken: en kort stund deres
med mørke øjne sorte som sort vand i halvmørket –
hvad mon de klukker de fuglesøskende små`
Et sprog må det være siden det rører mit hjerte
så ømt omtrent som den nøgne huds membran blir berørt af
min elskedes øjenvipper.
Bevidsthedens tærskel synker
og lige over den ser jeg græsser og skærmblomster vandre
forbi og i øjenhøjde, ser blågrå halse og flerenes strå
mod stråler og egebladsvissent brunt i fanen
rodfæstet i deres løbende jordkroppe, dugges
og mens de ransager bakken og pikker larver og frø,
vokser den bløde klukkens jordrunding ud over himlen.
*
Kan kærligheden –?
Kan kærligheden, den fjernfødte fri,
bygges inde i bord stol køkken og seng,
baderun barn og smukke ting?
Holdes i livslang stuearrest?
Nej, i hændernes lagt om dit ansigt,
i dine øjenlåg under min mund
lever og ånder den –
er hvor vi er og bevæger os hen.
Vinget drager den os mod forandring,
ny uvished og intensere liv:
morgenglød i vor fryd ved langt
mer end hinanden og vort. Selv hjemfast
rejser vi mod den stigende sol,
først skilt af det sidste mørke.
- Thorkild Bjørnvig, Morgenmørke, digte – med grafiske arbejder af Bodil Kaalund,1977/79.
mvh
Simon
|
|
|
|
