|
0
registrerede
549
gæster og
242
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
P.s.
Jeg havde faktisk slet ikke nået at læse dit indlæg med Schade på Hviids'. Jeg tror såmænd, det ville ha' fået mavekrampen til at gå over ved at mærke latteren boble :))
Men nu lige lidt Bjørnvig her ved midnatstid fra Begyndelsen, et essay skrevet i 1948:
Begyndelsens Tid, Begyndelsen i alt - er det ikke Sjælens sande Livselement. En klar homerisk Morgen, Summen af alle stærke Morgener, vi har kendt. Barndom og Ungdom og den første Kærlighed: har vi ikke bestandig Hjemve mod dem, som var vi udenfor det egentlige, paa et fremmed Sted, hvor alt er Foreløbighed og Gennemtræk? Begyndelsen er Sjælens Hjem. Derfor længes vi tilbage; - og længes vi frem, er det mod en ny Begyndelse. Vi lever mellem den svundne og den kommende Begyndelse. Over Begyndelsen hviler Mytens Sollys. (S. 11)
***
Men disse faa, de andre - det er Børn som bliver Voksne! Det er dem, som uden Ængstelse atter og atter tør bearbejde og muligvis omstøde Bund og Grænse i deres første Erfaringer. I lykkelige Tilfælde naar de saa vidt, at deres Erfaringer ophører med at være i almindelig Forstand subjektive, men grænser direkte op til og formes efter Jorden, Elementerne, Guddommen. Guddommen, Akilleus, der sad paa Stranden og græd over sin bitre Forurettelse, var ikke barnagtig, men et fuldvoksent, alvorligt Barn. Jesus som i Getsemane Have og paa Korset spurgte sin himmelske Fader: 'Hvorfor har du forladt mig' - ligeledes. Fortsættelse, Fuldbyrdelse betyder, at vort Liv uhindret blomstrer ud i Eventyret, eller i bitter Trods mod alle Hindringer bæ- rer Tragediens Frugt. (S. 18)
***
Naar man endelig har givet Afkald paa at faa Meningen med Tilværelsen bekræftet udefra, i Tiden og Samfundet, hvad der ofte kan føre til ufrugtbar Irritation, Afmagtsfornemmelser, Følelsen af at være paa forkerte Veje, kan man omsider selv begynde at leve den. Paa den Maade bliver Myten til: man begynder ubevidst og idet man giver sig hen i sit Væsens Nødvendighed at danse den; og søgende rækker ens Hænder ud efter Meddansere. Det bliver nødvendigvis ofte de Ensomme (maaske de Døde, hvis Bøger ligger opslaaet under Midnatslampen), for Mytens Frugt modnes ikke under en urolig og nyfigen Massegramsen. Tøvende er de første Trin og de første Haandtryk. Foreløbig er det kun Drømmen om en Dans. Men allerede mærker vi noget i os, som er større end os selv: tydeligere Vink, vældigere Varsel gives ikke! Og da har vi at følge det uden Beregninger om det mulige eller umulige deri, uden Blik paa Tidens og Konstellationernes Gunst og Ugunst. (S. 21)
Glædelig nat ... herfra og dertil :))
|
|
|
|
