|
1
registreret
(1 usynlig),
384
gæster og
249
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
P.s.:
Tak for fine linjer RM, som fik mig til at tænke på en passus, her hvor natteregnen sænker en blid ro over et informationshysteri, hvor selv en isnende kulde mellem glødende albuer i et hav af borgmesterposter, må dampe af til himlens metronom. En vinter i Venedig, er lige hvad jeg ku’ tænke mig!
I Bo Green Jensens digt Vinterverden findes en særlig stemning og rytme, hvor et billede slog mig: Sneblind vandrer i et ørkenland:
Vinterverden
her er alt stille, det er nat nu
kun vinden udenfor
hyler gennem gaderne
og gør sneen hård
trafiklys mekanisk
blinker og blir ved
imellem mørke huse
i frostsprængt evighed
jeg sidder ved mit vindue
i det her vinterhus
og lytter til min ordmaskines
terminalhalssus
og hverken naboelskov
eller naboskænderi
forplanter sig i murene
her indeni
her er et sted der lever i forstadens nat
mit vindue er et øje i stenmuren sat
min krop er det kamera jeg registrerer med
og ingenting forsvinder mellem tid og sted
værtshuset har lukket
og folk er snublet hjem
de lufter ud derovre
ogh døren står på klem
jeg sender dem en tanke
jeg er ikke med i dag
mon branderterne falder
på isens glatte lag
jeg kigger i arkiver
og albums fra i går
livet leves mest til låns
I disse gyldne år
men truslerne er tavse
her er ingen bitterhed
her er våbenhvile
og liv og tid har fred
her er en plet som gløder i forstadens dis
håb og angst forenes nu og sit på englevis
at stederne skifter og menneskene med
men ingenting forsvinder mellem tid og sted
jeg er mest en sneblind vandrer
i det her ørkenland
med triste vinterdage
der smuldrer bort som sand
imellem stive fingre
hvis skælven kun har fred
i flaskens kropbedøver
hvor sindet synker ned
men ligenu og her
har jeg en lille ild i mig
den tøver og den blafrer
men sir til mig at jeg
en dag skal nå det lys
som ligger åbent og parat
efter nattens tunnel
kommer sollys varmt og klart
her er en ild som lyser i forstadens gård
varmekapsel spinder mod antarktis udenfor
tiderne skifter og menneskene med
men ingenting forsvinder mellem tid og sted
husene er bjerge nu
med døde øjenglas
samlebåndet venter
imorgen med din plads
bag glasset hviler hverdagsheltes
trætte kroppe ud
de sover nu og drømmer
om foder, kæp og guld
i min mave er der mildhed
i mine øjne kærlighed
herfra min vinterverden går
og her har jeg fred
hvor gyldne fælder smækker
og lænker vises frem
med smil når tv tændes
i stolte forstadshjem
her er en krop som lever i kastrups kuldermund
og jeg er toogtyve her i skrivende stund
mine støvler er for store, mine skjorter er for små
men jeg har ingenting i ærmet og hjertet udenpå.
- Bo Green Jensen, Requiem & Messe, 1981.
Det ka’ godt være svært at jule sig op, uden sne på tippen i en vinterverdens dæmpede lyde, en pause nok mange trænger til. Evt. må man søge tilflugt i sneklædte landskaber, rejse på vinterferie i litteraturen, eller simpelthen drage nordover og hilse på elgene – havde jeg vinger, uh, sikke et sus..;)
Vinterhilsner
Simon
|
|
|
|
