|
1
registreret
(1 usynlig),
19
gæster og
154
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej med dig, Simon
Jadak til Jac, den herlige gut, der altid er fremkalder af mit milde smil :)) Med hans digte bli'r læsningen og ordene til levende billeder og næsten til et indre filmklip. Digtene her er fra
En torden i det stille og er måske mere ordbilleder og -leg end filmklip.
Første mellemistid
måske nok brugt men vel aldrig opbrugt,
har stået til brug for solen i uoverskuelige tider
men aldrig med tanke for noget endeligt.
måske nok død som ting men aldrig døende,
der er ikke noget tilfældigt med det jordiske gods,
det er gået og går imellem os som hænder
eller som redskaber med nye muligheder,
man behøver ikke farvelægge alle ting er farve,
og vil kunne lide at skifte plads og position
eller bare blive brugt som vores liv er opstået,
hermed erklæres et jordisk glimt for åbnet,
***
En solpause vil aldrig findes
himlen kender intet til mørke
det kan være mindre end lyst
men altid klarheden dybt under
altid en trøst at spejles ind i
stenene skjuler jo aldrig sandet
men legitimerer en flade varme
lægger sig godt og porøst ind
så alle har en lille hemmeliged
i stuerne er lyset et andet
det er menneskers lys i flæng
ikke så varmt men dog oplysende
og en stille kontrast til åbenhed
et gadekryds samler et spurvepar
de overtræder vore normer og lyser op
hvorfor ikke samle alt på gaderne
skyerne fortæller at de er figurer
senere rammer regnen os som skyts
men der er et lys der tilgiver dråberne
en øllysning ses nede ved havnen
her stimler man om fisketimen
og lader fisken lytte til den sidste snak
så sent som mørket ses kun lyset
så overalt er døgnet det samme
***
Hver eneste streg er universets
dine hænder er dunkende af tid
tid til at vinde alle grænser
på fugten faldet ud fra armhulen
står en sød regn ud i rummet
tætner med træthed og eftergivenhed
en overskuelse som er umulig
din tinding er spændt ud i luften
en luft befolket af al tid
og med en viden af overvindelse
gravstene står som en ny begyndelse
navne tilbage led på led på led
og en jord der skabes som stadig
som en morgen ny i alle vinduer
dine hænder er dunkende af tid
tid til at vinde alle grænser
alle kloder griner med bevægelse
og tænker på os med omdrejning
så vi sover trygge på sengen
dine hænder er fastholdt til hilsen
***
Når stenen slutter alt omkring os
den sidste dag er selve bestøvelsens
her er sidstebesøgende på alle niveauer
og lyngen lægger kranse om panden
en kvinde har sejret på klitterne
og er ikke uden bølge i sin afsked
hun går kant om hånden og tæller
og kan mærke at dagene er gået
den sidste dag er selve betagelsens
her står det fast her er det gået
men ingen begejstring står i tidsstykker
så den holder skinnerne over og toget
en sidste sol tilraner sig postkortene
inden de uskrevne falder i taskerne
men det der er skrevet skrev sig
og behøver ikke dubletter i sig
den sidste dag er selve undfangelsens
så er der sejret så er der fødsel
og den står i laurbærrenes mønstre
årene skal ikke tælles mere
de skal mærkes i deres nu
sådan som de hviler i søvn
i søvn der bevæger og ryster
søvn der bærer en kraft oppe
Nisseligst
RoseMarie
|
|
|
|
