|
0
registrerede
1828
gæster og
162
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
P.s.:
Kulden mærkes for hver dag stærkere, som en gammel optøet isvinter der igen er ved at samle sig, spreder den sig i vore knogler. Snart blomstrer iskrystaller i næsebor og man skutter sig ved indgangen til Hvids, som Helge Rode i Den Litterære Cafe:
Mine Fødder er paa Jorden,
paa den underlige Jord,
mit Hoved stikker op gennem Luften
- gennem denne sære Luft.
*
L. F. Celine
Den klassiske harmoni i den store, ydre
form. Alle regler overholdt i absolut kaos.
Først en sang og sidst en sang. Indimellem
dans. Rigodon. Før krigen. Det grå,
stinkende Paris og byens triste forstæder.
Forfængelighed. De forkerte valg og den pris
der skal betales. Galejslaven i sit hus på skrænten
over fabrikkerne, hvor man ikke længere fabrikerer tanks
men små fikse kasser til små fikse fjolser.
Næsten ulæselig håndskrift med blyant og krampe ind i døden.
Og litteraturen bagefter, langsomt, det dumme svin.
De sindssyge impressionister ved floden i pletter af lys.
Hunde og katte og papegøjer og mejser i badegardinerne,
men han satte aldrig sine hvide stokke i Lucettes danseskole.
Han gik ud i haven, hvor de trofaste dyr var begravet,
og i malariaskælven befolkede han turistbådene med drømme.
Så han en præst slap han hundene løs, og på den sidste rejse
fik de sat en staude hver eller måske en busk, et træ.
Som en tung varm frakke i vinden ved bæltet.
*
Stenede profeter kommer ned fra bjerget:
Først er man jøde senere blir man filister
og hverken før eller siden aner man hvem man er
Det er som cowboys og indianere i en grusgrav:
Hvem holder du med spørg ikke hvorfor
for svaret blæser ikke bare lige i vinden
Brutalitetens fremmede maske er brændt fast i huden
og spørgsmålet blæste ad Helvede til for længe siden
- Peter Laugesen.
mvh
Simon
|
|
|
|
