|
0
registrerede
169
gæster og
271
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
P.s.:
Til Pia Tafdrups fine indre, ja da ka’ mås jo med fordel gryde sig lidt i klitterne! – blot sagt, fordi det ér tiden, hvis altså, man vil svimle lidt på kanten til Uranos og Gajas brydekamp; i hvert fald nærmer dette sig Ole Wivels oplevelse, med digtet jeg formoder må ligge dig o.a. lidt på sinde…;)
Tidlige landskaber
I
Barndommens haver, mærkeligt dybe,
med trolddomsbuske og eventyrdiger
hvor jeg mod aften kunne krybe
ind i de ældste forjættede riger!
Her var min indgang til mytens verden!
Skyerne fløj på englevis
medens forneden dyrenes verden
virkeliggjorde mit paradis.
Stille sad jeg, saligt alene,
drømte mig bort mod den yderste rand,
indtil under de bøjede grene
solnedgangen stak alt i brand.
Da blev jeg ramt af en syndefaldsskygge!
Duggen smagte, som gråd, af salt.
Frysende flygtede jeg fra min lykke:
navnløs at være eet med alt!
II
Å, gyldne vemodspark, min ungdoms rene
forventnings og fortryllelses symbol:
det suser endnu højt i dine grene
af sommerblæst og sen oktobersol!
Her gik jeg med min første sky veninde –
hvor brændte uvant kølig hendes mund!
Her så vi Mars og Venus frosthårdt skinne
i efterårets dybe afskedsstund.
Men sommerhuset lå omkring min pande
når tynde hefter lyste i min hånd:
fortumlet steg min sjæl mod morgenlande,
båret af Hölderlin og Shelley’s ånd!
Og tiden kom, da jeg med fjerne blikke
mod himlen fulgte svalers flugt og skrig.
Mit liv var digt og drøm – jeg vidste ikke
at verden sprængtes af den store krig.
III
Klitternes stikkende græs.
Regn og jagende blæst.
Over det jerngrå hav,
skyernes sluse i vest.
Skånselsløst som en dom
dette fortabelsens øde,
aldrig farvet af mildere
drømmes morgenrøde.
Vesterhav, hvor din hånd
slår mine skuldre hårdt!
Storm, lån mig din fjederham
og før mig bort!
Manddommens bitterhed
bider i mit blod –
sjælens savner sin grænse,
tanken sit vigende mod.
Skal jeg mon standse her,
tåle i uvished
truslen om undergang,
jordens tordnende skred?
Sænk da din vældige hvile,
hav, i mine lemmer!
Overdøv mine skrig,
himmel, med rolige stemmer!
IV
Tidlige landskabers
morgenrøde,
da barnet lo
med en engels lykke,
gennemgløder
manddomsnætternes
gru som et kosteligt
gyldent smykke!
Intet mørke
som ikke lyset
sejrrigt leende
overskrider!
Ingen stormnat
som ikke følges
af stilhed og nye
solopgangstider!
Dette ved jeg,
hellige viden
skænket mig
i fortabelsens øde:
mørket viger
når verdensherskeren
uformodet
står op af døde!
- Ole Wivel.
mvh & go’ solskinsdag
Simon
|
|
|
|
