|
1
registreret
(1 usynlig),
488
gæster og
2280
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Morn’ dér, du snegles muse..
Håber så du tumultisk gribes på flyveturene i kærlighedens spor med den romantiske realist – jo ingen der sir vi skal glo i jorden, der selv kommer gående…
Her lidt brugspoesi til røde morgenøjne, venlige Enzensberger-digte:
Gamle Europa
I den varme brødlugt fra bageriet
faldbyder en tyk tryllekunstner
fra Guinea nøglevedhæng
under den gyldne kringle
i Gråbrødrestræde.
(Hvem var de mon, de Grå Brødre?)
Små spændstige pushere
i enorme sportssko skændes
knurrende på et sprog,
som ingen forstår, ved muren
til Helligåndskirkegården.
(Hvem var mon den Helligånd?)
Og så den gamle bosniske kvinde,
der i flere minutter
strækker sit stive ben ud på en bænk,
i cen mørgrønne, stille gård
bag den mørkegrønne portal
til Elefanthuset, bygget 1639.
*
Jordfæstelsen
Et jordisk hylster,
hedder det,
men hvad er der indeni?
Psyken,
siger psykologerne,
sjælen,
sjælesørgerne,
personligheden,
siger personalecheferne.
Og desforuden anima,
imagoet, dæmonen,
identiteten, jeg’et,
id’et og overjeg’et.
Den sommerfugl,
der skal svæve ud
af denne trængsel,
tilhører en art,
vi intet kender til.
*
Misogyni
Min mund er en pung fuld af flammen mønter:
jer, i kvinder, spyr jeg dem mellem tæerne,
køb jer krukker med sminke! krukker med kød!
lad stege spottefugle for jer, retter
af æggeskaller og safran, tiltusk jer pelse,
parykker til jeres skalle, til jeres bene,
og køb jer tjenere i himmelblåt,
som kan tygge lakridsroden for jer, kan besove jer.
Prygl hinanden for de skønne mønter
der ruller under sengen: jeg går,
jeg har nok af den blakkede ritus,
sølingstrolddommen med rogn, den blinde
begydning i det søde slam.
Jeg kender omslyngelsens partitur: sider
sværtet med blod, mimoser radbrækkede, løg
og derimellem pærekerner, sorte
som forgiftede tårer, jeg går.
Lad mig alene mellem tro krystaller,
i solens omsorg, i vindens pleje:
jeg går, at tilberede et ordløst måltid,
opslå en side, der står tom,
uden sporet af jeres røde tænder,
en side, hvid og tom
som sneen og sorgen
og det firstrøgne cis.
*
Lokkesang
Min hele visdom er et siv
snit dig i fingeren med det
for at pensle et rødt ideogram
over min skulder
kvirrevit kvirrevit
min skulder er et hurtigt skib’
læg dig på det solede dæk
for at gynge til en ø
af glas og røg
kvirrevit
min stemme er et blidt forlis
lad dig ikke fange
mit siv er en silkefin dolk
hør ikke efter
kvirrevit kvirrevit kvirrevit
- H.M. Enzensberger.
Go’ dag under mælkehatten, der ind imellem leverer et fandens smukt lys..;)
Morgennissen – pt. svævende på Odysseen!
|
|
|
|
