|
0
registrerede
707
gæster og
2138
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej RM..
”…penge er livsnødvendige at ha', hvis man skal leve og tilmed forsørge sine børn. Så selvfølgelig har hun skrevet og har tjent sin løn ved det at skrive. Men om hun havde haft en formue liggende i sengehalmen, så tror jeg, hun ville ha' skrevet på samme måde, netop fordi det har været en inderlig og stor drift og drivkraft.”
- Ja uden penge, intet livsgrundlag, det er de hårde facts, og når små børn er involveret blir særlig mødre forståeligvis extra forsigtige med experimenter der skaber usikkerhed omkring familiens livsfundament; et dilemma som Sylvia Plath og Ted Hughes helt sikkert har forholdt sig meget alvorligt til, idet de begge måtte arbejde ved siden af forsøget på at etablere sig som forfattere, en situation helt så svær som i dag. Der er heller ikke på det område sket store forandringer, mennesker har de samme problemer som for 50-60 år siden.
Hvad jeg forsøgte at sige, men som Ingeborg Bachmann igrunden har udtrykt så indførende i Ny tenkning, nytt Språk [ISBN 82-530- 1779-0] og særlig i kap. Om Dikt, var sprogets nødvendighed som mentale spejle, som man virkelig oplever i Ariel: hvordan ansvare for sit «jeg», om det dækker noget, føre bevis for det; hvad nu hvis det er en usynlig identitet der blot frembringer lyde, som et oplæst «jeg», for hvad er vel «jeget» - intet, hypostaseringen af ren form, substansen fra en drøm, noget der betegner drømmens identitet? At digte måske anvendes til at opsøge «jeget», granske og undersøge det for indhold, måske særlig når en underliggende frygt truer med at lemlæste og slå det i stykker; en mental proces som forsøget på virkelig at lære sig at kende, lære at tage vare på sig, men da i en psykologisk øvelse bag en glasrude.
Man finder altid én der siger tingene på en klarere måde, der virker forklarende, og som lampe fungerer IB utvivlsomt stadigvæk for også andre mennesker, til trods for at hun jo ikke længere hiver efter vejret ved flodbredden, som P. O Enquist så rammende udtrykker det. Selv om der vel ikke findes noget mere desillusionerende end at møde kendte personligheder, ville jeg nu gerne ha’ hørt bare én af hendes forelæsninger.
”Panduro har i sin tid gjort noget godt for krimigenren,og så var der jo også alle hørespillene i radioen…”
- Jah, hvem ka’ ikke stadig flække af grin over Av min guldtand; sjovt nok synes jeg stadig Ka’ de li’ østers m.f. er fremragende underholdning – forøvrigt var Panduro (ham med) hængemulen’s gode ven. Selv muler jeg stadig glad over begge ;)
Nisseligst
Simon
|
|
|
|
