|
0
registrerede
553
gæster og
294
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej Arne
Godt at få besøg i mellemrummet og poesiens verden :))
"...Lad mig atter blive lille
og omsider rumme alt!
er også for mig to sætninger, der går rent ind i hjertet og får mig til at smile mildt. For det er jo netop det, der er et af de væsentligste budskaber i kristendommen og evangelierne. Det og så det dobbelte kærlighedsbudskab. For mig er det at kunne blive lille og som et barn det samme som at kunne sanse og ta' imod livet og kærligheden, også når man ikke kan forstå og forklare det.
Det dobbelte kærlighedsbud ser jeg som det at kunne se og derfor også at kunne give.Der hvor både den umiddelbare tilskyndelse (som det stadigt iboende barn) og ansvarligheden (som den voksne) går hånd i hånd. Når man som voksen kan se, kan man også se mennesket og det menneskelige jordiske liv som sammensat af både godt og ondt. Det er bl.a. derfor vi må kunne se os selv som syndere, fordi vi netop som mennesker i tanke og handling indeholder både godt og ondt.
Jeg forstår mig ikke så meget på filosofi, og jeg må indrømme, at jeg heller ikke forstår så meget af artiklen om Kant. Måske skal jeg ha' min morgenkaffe først og søge en mere enkel beskrivelse af hans filosofi? :))
Poesien behøver man ikke kunne forstå, ligesom man heller ikke behøver at forstå musik. Poesiens ord og rytme er en sansning, noget der rammer og rører ... hjertet først og fremmest, og den kræver ingen forståelse eller fortolkning men sansning og genklang først.
Jeg ved ikke, om det her er sådan en reflektion, du lagde op til? Men nu har du i hvert fald fået mine morgentanker om emnet, så nu er det tid til at finde morgenkaffekoppen frem og sanse kaffen ... helt uden at forstå den. :)))
Mange hilsner
RoseMarie
|
|
|
|
