|
1
registreret
(1 usynlig),
430
gæster og
104
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Morn-morn’ hr. lægprædikant..
Helt herligt at se dig i det rette element, for det er bestemt ikke rigtigt at du ikke har digterisk kunnen – i såfald husker du i al fald ikke historien om din ufortalte fabel…;)
Jeg forstår hvorfor den kristne samvittighedsplagede herre kan høre for sig Kants moralske lænker rasle et sted i det universelle mørke, og forstår også hvorfor hans væren må føles så tung, i lyset af en kantiansk pligtetik der ubetinget tilsidesætter hans flammende kristusikon i forhold til den menneskeværdighed Kant anser for besmittet og krænket, når selvløgnen tilsidesætter den nødvendige selvjustits i tilmed samfundsforholdet. Men et sådant samvittighedsdilemma måtte jo betyde, at denne herre faktisk havde læst Die Metaphysik der Sitten, dvs. ikke bare turet rundt på Wikipedia, og af dén grund pludselig forstod meningen i afsnittet om menneskets pligt mod sig selv blot som et moralsk væsen, og derfor hører denne raslen et sted i mørket.
Hvad jeg derimod ikke forstår, er hvorfor denne selvransagelse ikke er opstået 10 år forinden, altså dengang nogen her på debatten interesserede sig for anvendt filosofi som et godt værktøj, og i stedet turede rundt med sit kristusikon på nakken og snakkede om ingenting – hvormed det sene jo altså ikke nødvendigvis må anses for bedre end aldrig, idet for sent kan ende med at blive identisk med aldrig. Herren ka' selvfølgelig betragte sig som vakt af en tårnhøj medfølelse for sandheden…
Selvvækkelsen
Hvor blomstrer ei den unge Pode,
Mens Dyden er hos ham paa Fode,
Og Uskyld i hans Aasyn står!
Men naar han Ungdomsdyd forsvinder,
Hvor blege blive da hans Kinder,
Og se, hvor svag, hvor krum han gaar!
Men så igen, hvor må Narcissus dog ha' leet, da han så Kant i spejlbilledet – eller var det omvendt. Det er næppe Kant du bør indsætte som forbilledet, endsige overlade ham kristusikonet…;)
mvh
Simon
|
|
|
|
