Under den transcendentale dialektik forsøger Kant at finde frem til de tidspunkter, hvor vi bruger vores erkendelse på måder, vi ikke har ret til, altså hvor vi overskrider, hvad vores erkendelse er i stand til. Han kaldte disse transcendentale illusioner og mente, at de var en uundgåelig del af menneskesindet, da vi altid vil forsøge at overskride grænserne for vores egen erkendelse:
En transcendental illusion kan ikke undgås, så lidt som man kan undgå, at havet synes at ligge højere oppe i midten end ved bredden på grund af, at vi ser havets midte ved hjælp af lysstråler, der ligger højere end de, der kommer fra bredden, eller, endnu bedre, så lidt som selv astronomen kan undgå, at månen ser større ud, når den stiger op, selvom han ikke lader sig bedrage af denne illusion.