|
0
registrerede
242
gæster og
25
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Go'morgen Simon
Der er næsten ikke nogen, der som Benny Andersen kan beskrive barndommens land set ud fra barnets vinkel og oplevelse. Han beskriver det så godt, at man som læser selv får vækket sine erindringer på en meget levende måde. Ja, det er vel egentlig det, han er i stand til i alle sine tekster. :))
Jeg er blevet vild med Knud Sønderbys essays, og jeg forstår og deler din begejstring til fulde. Så her kommer et lille uddrag fra Grønlandsk sommer ...
I den nederste køje overfor min lå en grønlænder. Det var Jørgen. Han irriterede os over al måde. Han stod op flere timer før alle andre. Søsyg var han heller ikke. Ved 5–6-tiden tumlede han under højlydt sang og fløjten rundt på gulvet efter anorak og kamikker, gik på hovedet ned i en dyb krog, hvor han skyndsomst fik det ene bukseben på, rullede baglæns tilbage under bordet og op på den modsatte væg, hvor han med et mægtigt grin sad og iførte sig det andet, hang i dørhåndtaget, medens han fangede sin kasket med fødderne og lod sig derefter med en pibe i munden falde op på dækket for at hilse den nye dag. Vi hylede og bandede, og han vinkede venligt igen og grinede elskværdigt, han forstod ikke dansk. Vi fremtrådte i deputation for ham med tolk, da vejret tillod det. Det nyttede heller ikke. Da tolken havde talt med ham, grinede han og pegede på ham.
Hver morgen vil han stå endnu tidligere op og være endnu gladere, forklarede han os, for han længes efter sin kone!
Da lo også vi med tomme maver, men Jørgen sad meget artig, med årvågne, brune øjne og kunne ikke se, at der var noget at le ad, smilede blot høfligt, mens han klædte sig af.
Så snigløb vi ham. Vi blev feststemte og glade og gode mod alle mennesker. Vi skænkede ham et glas whisky med to sovepulvere i. Det var til Jønnemand. Ud af hjertets godhed. Og medens han fik skulderklap og kære ord i tilgift, labbede han det også godt nok i sig og sov ind fra al yderligere festlighed og fra, at vi med forsvarlige reb bandt hans køje til. Der lå han så inde i buret. Vi kunne slet ikke falde i søvn af fryd over, hvor godt vi nu skulle sove. Vi jublede ved tanken om hans ansigt, når han højt op ad formiddagen pænt måtte bede os om at komme ud. Klokken fire lå vi endnu helt udmattede af latter, men meget søvnløse. Klokken halvfem vågnede vi ved, at Jørgen stod midt på gulvet med store smil og megen fløjten og klædte sig på. Spilvågen. Hans lange dolk havde sovet hos ham. Rebene var skåret over hensynsløst på kryds og tværs.
Han råbte noget til os og lo. Tolken forklarede os det alvorligt nede fra sin køje:
– Hans levers kant blev hvid, siger han.
– Hvad blev hans lever?
– Hans levers kant blev hvid .... Han blev bange, forklarede han yderligere. – Stor skræk, da han vågnede.
Først om eftermiddagen, da pokker igen tog ved skibet, og vores indvolde, virkede sovemidlerne. Da gik Jørgen mod sædvane i seng og sov sødeligt med smil på læben helt til næste dag, medens vi afbalancerede vore lidelser med åbne øjne.
Da vi endelig var kommet i land i Julianehåb i sportstøj af drabeligt arktisk tilsnit, hvem så vi da? En lille køn grønlænderkone med rød strikket hue og sælskindsbukser og otte børn efter sig i gåsegang, alle med røde huer og sælbukser. Og hvem anførte den benovede og lykkelige procession? Jørgen! I sort stilfuld vinterfrakke med hvidt halstørklæde og bowlerhat! Helt fraværende af lykke. Vi kastede os over ham. Jørgen! Vi hilste på hans kone! Midt i vores klynge stod han og svingede bowlerhatten stort for hver enkelt af os og i sin glade forvirring for konen med. En søvngænger af lykke. Ingenting gik rigtigt op for ham. Han var på visitter med kone og børn. Og op ad de små plørede stier i regnvejret gik processionen videre ....
God søn- og soldag
Rose Marie
|
|
|
|
