|
0
registrerede
745
gæster og
396
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Morn’ RM..
Dvs. hvis du ikke bobler drømme op i sneglehusets tag under denne regnvejrstunge himmel, her lidt mere fra det Vandmærke du et sted i baggrunden slap, hvor Joseph Brodsky efterbesøg hos Ezra Pounds livslange samleverske Olga Rudge, fortæller en anden fin historie men denne gang om sprogets finesser:
Åh, sproget gode gamle suggestive kraft! Åh, denne legendariske evne som ordene har til at rumme mere end virkeligheden kan præstere. ”De uhelbredeliges kaj” har naturligvis sin oprindelse fra pesten, fra epidemier som gennem århundreder udrensede halvdelen af denne by med en folketællings regelmæssighed. Navnet fremmaner de håbløse tilfælde, ikke så meget omflakkende som liggende rundt omkring på fliserne, bogstaveligt taget udåndende, ligklædte og ventende på at blive fartet – eller snarere færget væk. Fakler, røg, gazemasker der skulle beskytte mod indånding, lyden af munkenes kutter og dragter, bølgende sorte kapper, stearinlys. Gradvis forvandler begravelsestoget sig til et karneval eller til en promenade hvor man må bære maske, for i denne by kender alle hinanden. Læg hertil tuberkuløse digtere og komponister; læg hertil mænd med skøre ideer eller æsteter som er håbløst forelskede i dette sted – og kajen har fortjent sit navn, virkeligheden indhenter måske sproget. Og læg hertil at sammenspillet mellem pest og litteratur (poesi i særdeleshed og navnelig italiensk poesi) var indviklet fra første færd. Dantes nedstigen til underverdenen står i lige så stor gæld til Homers og Vergils – i hvert fald episodiske scener i Iliaden og Æneiden – som til den byzantinske middelalderlitteratur om kolera, med dens traditionelle indbildske forestilling om førtidsbegravelse og efterfølgende sjælevandring. Nidkære udsendinge fra underverden der strejfede omkring i den koleraplagede by, skød sig ofte ind på en fælt udtørret krop , pressede deres læber ind mod hans næsebor og sugede livets ånde ud af ham for derefter at erklære ham for død og rede til at blive begravet. Når de først var kommet nedenunder, vandrede hver enkelt gennem endeløse sale og værelser med anråbelser om at han var blevet forvist uretmæssigt til dødsriget og krævede oprejsning. Når han fik den – som regel af en domstol under forsæde af Hippokrates – vendte han tilbage fuld af historier om dem han havde truffet i salene og værelserne dernede; konger, dronninger, helte, ærværdige og æreløse dødelige fra samtiden, angrende, resignerede og trodsige. Lyder det bekendt? Så meget formår fagets suggestive kraft. Man kan aldrig vide om det er en oplevelse der afføder et sprog, eller et sprog der afføder en oplevelse. Begge dele er istand til at udvikle adskilligt. Når man er alvorligt syg, forestiller man sig alle mulige følger og forværringer der så vidt vi ved, aldrig indtræffer. Er det metaforisk tænkning? Jeg tror svaret er ja. Bortset fra at når man er syg, håber man selv håbløst på at blive rask, på at sygdommen ophører. En sygdoms afslutning bliver på den måde enden på dens metaforer. En metafor – eller i bredere forstand sproget selv – er i det store og hele uafsluttet og kræver fortsættelse: et liv efter dette, om man vil. Med andre ord (utilsigtet vits) er metaforen uhelbredelig. Og til dette lægger man så en bærer af dette skrivende fag eller af denne smitte – faktisk af et par stykker, med appetit på en tredje – der en blæsende aftenkommer sjokkende langs kajen, hvis navn udsiger hans diagnose uanset sygdommens art.
*
Sluttelig et par store småting fra Paul Celan, der kan få én til at tænke på poesien skabt på vægge i selve rædselskabinetterne, som tidens blod, støvet, nu har lagt en blid hinde omkring - også hans egne blev skrevet med blod, fx til hans mor. Man ska’ ha’ hård hud, for at gå på besøg i disse kabinetter, bleg kommer man uanset ud:
EN DUNDREN: det er
sandheden selv
som er kommet til
menneskene,
midt i
metafor-foget.
*
DU VAR min død:
dig kunne jeg holde,
mens alt faldt fra mig.
*
LANDSKAB med urnevæsen.
Samtaler
fra røgmund til røgmund.
De spiser
åndssvage-trøfler, et stykke
ubegavet poesi,
fandt tunge og tand.
En tåre ruller ind i sit øje igen.
Den venstre, forældreløse
halvdel af pilgrims-
muslingen – de skænkede dig den,
derefter bandt de dig –
oplyser lyttende rummet:
klinkespillet mod døden
kan begynde.
*
BLIV BLIND allerede i dag:
også evigheden er fuld af øjne –
i dem
drukner det, som hjalp billederne
over den vej, som de kom,
i dem
slukkes det, som var et tegn
tog også dig bort fra sproget,
og du lod det ske som
dansen af to ord gjort af
efterår og silke og intet.
*
I SLANGEVOGNEN,
forbi den hvide cypres,
gennem strømmen
kørte de dig.
Men i dig, fra
fødslen,
skummede den anden kilde,
på den sorte
stråle minde
klatrede du for dagen.
- Paul Celan.
Mvh & go’badedag..;)
Simon
|
|
|
|
