|
0
registrerede
519
gæster og
44
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Med et hej til snegeles muse, og nærmest på en himmelseng af sollys, der får én til igen at fornemme sensommeren, samtidig et par essays fra Brodsky – som jeg var så fræk at stille i udsigt for enden af spadsurtæren, men faktisk sir han nogle sjove og interessante ting:
Jo mere poesi, man læser, jo mindre tolerant bliver man over for enhver form for ordflom af både politisk og filosofisk art, i historiske afhandlinger, sociale studier, eller inden for den kunstart, som kaldes fiktion. En god stil i et stykke prosa er altid afhængig af præcisionen, tempoet og den knappe intensitet i den poetiske diktion. Som barn af epitaf og epigram – tilsyneladende undfanget som en genvej til enhver form for konkret emne – er poesien en ældre bror til prosaen, og tillige en fortrinlig pisk over nakken på sidstnævnte. Den lærer ikke alene prosaen at kende værdien af det enkelte ord, men også de forskellige ordklassers individuelle temperamenter, alternativer til lineær komposition, evnen til at udelade alt overflødigt, at lægge vægt på detaljerne, brugen af antiklimaks. Frem for alt udvikler poesien hos prosaen en appetit for det metafysiske, hvilket er det, der adskiller et kunstværk fra et skønmaleri. Det må dog siges, at navnlig i denne retning har prosaen opført sig som en temmelig doven elev.
Misforstå mig nu ikke: jeg prøver ikke på at afglorificere prosaen. Men sandheden er, at poesien ganske enkelt er ældre end prosaen og derfor har rejst over større afstande. Litteraturen begyndte med poesien, med en syngende nomade, længe før mennesket slog sig ned, blev fastboende og begyndte at skrive. Og selv om jeg andetsteds har sammenlignet forskellen på poesi og prosa som forskellen på flyvevåbnet og infanteriet, har det forslag, jeg fremsætter her, intet at gøre med hverken hierarki eller litteraturens antropologiske aner. Det eneste, jeg prøver på, er at være praktisk og spare Deres øjne og hjerneceller for en masse ubrugeligt papir med skrift på. Man kunne sige, poesien er som skabt til dette formål – thi den er i sin natur økonomisk. Hvad man derfor bør gøre, er i formindsket format at gentage den proces, der har fundet sted i vores civilisation over de sidste to tusinde år. Det er lettere, end De måske tror, thi poesiens fysiske omfang er langt ringere end prosaens. Og hvis De alligevel hovedsagelig er interesseret i i moderne litteratur, er det endnu lettere. Det eneste, De behøver, er at sætte et par måneder af i selskab med digterværker på Deres modersmål, helst fra den første del af dette århundrede. Jeg vil antage, at De ender med at side med ti eller tolv temmelig tynde bøger, og ved sommerens afslutning vil De være i fin form.
*
XIX
Blandt de mange dyder, der står til rådighed for os mennesker, er tålmodigheden den, der er bedst kendt for at give belønning. Faktisk er tålmodigheden en integreret del af alle dyder. Hvad er dyd uden tålmodighed? Et sundt temperament ikke mere. Der findes imidlertid en bestemt form for arbejde, hvor tålmodigheden er mere end som så. Faktisk kan alt andet være livsfarligt. Der findes en bestemt form for arbejde, der kræver tålmodighed i helvedes store mængder. Måske fordi det er den eneste form for dyd, der kan sættes i forbindelse med denne bestemte form for arbejde, udføres den af dette arbejdes udøvere med en særlig indædthed. Så bær over med os, kære læser. Forestil Dem, at De er en Muldvarp.
*
Sluttelig, og måske i forbindelse til en tråd om demens som Ole skrev om livet i, her et par ord fra et digt der måske vil være dronningen en lise – det er dog ikke småting hun har måttet høre og se på, i Bladet der burde tie mere end det tør, med en vis tålmodighed:
Det er os ikke givet at råde
Hvordan eller i hvem vore ord fortsætter livet
Kun den dybeste glemsel er givet
Fra hvilken vi engang blev skænket nåde
- Tyutchev.
mvh & god weekend
Simon
|
|
|
|
