|
0
registrerede
26
gæster og
227
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej RM..
Der ka’ nok blie plads til mer fra Joseph Brodsky, hvis venetianske vandmærke stadig klukker, som lyden fra gondolers dansen en søndag i mælkehvidt, eller berusede øjne i Brideshead af Evelyn Waugh:
Akaciens brusen
Storbyer tømmes om sommeren. Mennesker bæres
af sted
på bølger af ferie og lørdag. Om aftenen – kedsomhed.
Først når du prøver at ringe til en veninde i byen,
som du formoder endnu ikke er rejst mod syd,
spidser du øren ved lyden af latter og volapyk,
og lægger røret igen: byen er indtaget. Skred
overalt i systemet: lyskurve viser nu oftest rødt.
Du får fat i dagens avis og begynder din læsning med
teaterrubrikken, hvis tekst er gengivet med petit.
Ibsen er tung at danse med. A.P. Tjekhov – forslidt.
Hellere gå sig en tur og samle lidt appetit.
Solen går ned, som altid, bag TV-tårnet, Og dér
har vi da også Vesten, hvor damer behandles som æg,
der, hvor pistolerne knalder, og hvor man siger
˶skrub af˝
til folk, der beder om penge. En sølvfarvet klarinet
i sorte, skælvende fingre synger sit ˶lah-dee-dah˝.
Baren er vinduet, som blev udhugget mod den kant.
Flaskernes række på hylden ligner New Yorks silhuet.
Så er du allerede henrykt og venligt stemt.
Det eneste, som kan give fornemmelsen af Orient,
er tankernes kileskrift: hver af dem ender blindt,
samt Muhammed eller hans bjergtop på pengeseddel
eller mønt
og det hviskende ˶do you speak …˝ i de hede åndedræt.
Ved hjælp af en knibtangsmanøvre ender din slingrende
kurs
ved Cannae, hvor du krænger dit stinkende indre ud
om morgenen, klokken fire, i det flisebeklædte rum;
fra spejlets oval over vasken med urinens højlydte plask
glor han på dig – hans greb om sværdet er mandigt og
fast –
Erobreren, mens han forsøger at fremsige et
˶cha-cha-chaeren˝.
*
Den jødiske kirkegård uden for Leningrad
Den jødiske kirkegård uden for Leningrad.
Et skævt stakit af frønnet finér.
Bag det skæve stakit ligger på rad
jurister, handelsfolk, musikanter, revolutionære.
De sang for sig selv.
Sparede op til sig selv.
De døde for andre.
Men først svarede de skat og
viste øvrigheden ære,
og i denne uhelbredeligt materielle verden
tolkede de Talmud
og forblev idealister.
Måske så de meget mere.
Måske troede de blindt.
Men de lærte deres børn at være tålsomme
og stædige.
Og de såede ikke korn.
Nej, de såede aldrig korn.
De lagde blot sig selv
som sædekorn, i jordens kulde.
Dysset ind i evig søvn.
Dernæst drysset til, med muld,
og man tændte lys for dem,
og på deres Mindedag
lod de sultne oldinge, halvkvalt af kulde
deres stemmer gjalde med bøn om lindring.
Og de fandt den.
Som opløsning af materien.
Intet huskes mere.
Intet glemmes heller.
Bag det skæve stakit af frønnet finér,
fire kilometer fra, hvor sporvognen vender.
- Joseph Brodsky.
mvh & sov godt..
Simon
|
|
|
|
