|
0
registrerede
639
gæster og
317
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej Simon
Jo, jeg er her, men jeg har det nok bare med at falde i staver af og til, for så pludselig at befinde mig på både vildveje og vandveje ... og omfartsveje :))
Apropos vild- og vandveje, så mødte jeg tilfældigt denne radioudsendelse på min vej og er nu endt op med et eventyrligt besøg i Venedig og en sanseoplevelse af ord på smukkeste vis :)))
den2radio.dk/udsendelser/venedig/
"En tåre kan fældes i denne by ved adskillige lejligheder. Antager man at skønhed er en fordeling af lys på den måde der er mest kongenial med ens nethinde, er en tåre en indrømmelse af nethindens, såvel som tårens, manglende evne til at fastholde skønheden. I det store og hele indfinder kærlighed sig med lysets hastighed; adskillelse med lydens. Det er nedtrapningen af den høje hastighed til den lave som fugter ens øje. Fordi man er forgængelig føles en afsked med dette sted altid endelig; at lægge det bag sig er at forlade det for altid. For at tage afsked er en forvisning af øjet til andre sansers provinser; i bedste fald til hjernens sprækker og spalter. For øjet identificerer sig ikke med den krop det hører til, men med genstanden for dets opmærksomhed. Og af rent optiske grunde betyder afsked for øjet ikke at kroppen forlader byen, men at byen forlader pupillen. På samme måde volder den elskedes forsvinden sorg, især når det sker gradvist, uanset hvem der rent faktisk flytter sig, og af hvilken peripatetisk grund. Som verden ser ud er denne by øjets elskede. Efter den er alt et antiklimaks. En tåre er forudanelsen af øjets fremtid."
"Om vinteren vågner man i denne by, især om søndagen, til lyden af dens utallige klokker, som om et kæmpemæssigt the-stel stod og rystede på en sølvbakke i den perlegrå luft uden for ens lette gardiner. Man slår vinduet op, og værelset fyldes øjeblikkelig af denne klokkespilmættede dis derudefra, som består af fugtig ilt, af kaffe og af bøn.
Uanset hvilken slags og hvor mange piller man er nødt til at sluge denne morgen, føler man, at ens sidste time endnu ikke er kommet.
Uanset hvor selvstændig man i øvrigt er, hvor meget man end er blevet svigtet, og hvor dybtgående og forstemmende ens selvopfattelse er, tror man på, at der stadig er håb for en, eller i hvert fald en fremtid."
"Hvis det ikke var for nåden, ville årsagerne til gensidighed være uudgrundelige ..."
" ... det eneste som kunne overgå denne by af vand, ville være en by bygget i luften."
(Joseph Brodsky: Venedigs vandmærke)
Søndagshilsner
RoseMarie
|
|
|
|
