|
0
registrerede
15
gæster og
369
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Et beregnende P.s.: Til regnens dans ka’ det jo være fint at læse, forudsat at ens lemmer ka’ holde sig i ro, og her er poesien vel ikke det værste at fordrive vandet med, idet hverken vandfaldet om eller digtningen i sig selv jo har ende. Det samme ka’ siges om Paul Valéry, som man så nydeligt helt ka’ forsvinde i til man savnes, sikkert som Højholt og han selv nød fortryllelsen ved Mallarmé. I hans Essays og aforismer skriver han flg.:
De virkelige elskere af et kunstværk er dem der bruger mindst lige så meget begær og tid til at se på det i sig selv, og inde i sig, som der i sin tid blev brugt på at skabe det. Men endnu mere engagerede er de der er bange for det og flygter.
Tanken bør i digtet være skjult som nærringsværdien i en frugt. En frugt er nærring, men virker som bare velsmag. Man føler bare glæde, men man modtager et stof. Fortryllelsen indhyller denne umærkelige nærring som den medfører.
Digtet er aldrig fuldført – det er altid en slump som bringer det til afslutning, det vil sige udleverer det til publikum.
Det kan være trætheden, forelæggerens mas – eller et andet digt der trænger sig på. Men selve arbejdets tilstand viser aldrig (med mindre forfatteren er dum) at det ikke kunne udarbejdes videre, ændres, betragtes som et første udkast eller udgangspunkt for ny søgning.
Jeg for min del kan godt forestille mig at samme emne og næsten samme ord kunne tages op igen ustandselig og fylde et helt liv.
*
Det var forslaget til læsning i regnen, som det også ka' være fint at danse i, selv om man med huset på ryggen må snegle sig rundt i tangoen.
God weekend ;)
Simon
|
|
|
|
