|
1
registreret Hanskrist
730
gæster og
172
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Go'morgen Simon
Dejlige Benny, som altid får det menneskelige kaldt frem med sin lune ... :)) Jeg tror ikke, jeg før har læst det sidste af dem?
La Cours Levende vande har jeg nydt her i en sen nattetime, og nu hvor morgenen næsten gryr, må det være morgendigtene, der bli'r den lille avec ved siden af kaffekoppen :))
Morgen
Himlen er grøn
over Træernes Kroner,
endnu hensunket
i mørkt Drømmeri,
men i den kølige
Stilhed, som stiger,
gyder sig Morgenens
Renhed deri.
Ind mod det klare,
ind mod det høje,
det, der blev smidigt
og bølgende fast,
styrter et Fugleskrigs
skinnende Toner,
slynget fra Struben
i hvirvlende Hast.
Lyset og Luften,
de jagende Klange,
brudt til et Skum
mod den lyse Ro,
bygger vor Glæde
en Bro gennem Rummet,
hvor den kan springe
i duggvaade Sko.
***
Øjeblik
Skoven staar aaben som en Mund, der synger.
Bladene ler i Lyset, og jeg læser
paa grønne Læber Ord,
jeg hører gerne.
Græsmarken flyver op mod Regnens Vinger,
og som et Luftskib dykker der en Bille
helt blaa som set i Drøm
og fra en anden Stjerne.
Blæsten har rejst sig paa sin lune Rede,
den svømmer gennem Luften, og nu dypper
den kølende sit ene Bryst i Kornet,
hvor som en aaben Skaal dets Aftryk gaar.
Gøgen har standset sine Raab, og Tordnen
aabner sin blinde Dør bag Hyldens Gavle.
Lynene skingrer over Himlens Tavle.
Barndommens hvide Ekko til mig naar.
Har dette været mit og er det atter
sendt mig tilbage som en Kvinde kommer.
Lydløs og svøbt i vaade Lys og Latter
staar hun med Munden skygget af sit Haar.
***
Havens morgen
Graa af Dugg er Haven,
drivende, som dukket
op af Underverdnen
med sit Taageflor.
Solens Løvehoved
luder over Græsset,
hvor den slikker Duggen
som en Dyremor.
Fuglehjertet vaagner
som et Vand, den store
Stilhed tørstigt hæver
i den sprøde Stund,
og imens han tømmer
sine Hænders Bæger,
glitrer Sangens Vellyd
om den tavses Mund.
***
Dobbelttegn
Jeg kom med tidligt Lys i mine Øjne,
og alt stod mørkt imod den blege Sol.
Jeg saa den stige i den sprøde Kulde
og sætte sig paa Havets lave Stol.
Gyldne i Lyset svømmed gyldne Skyer,
men de var uvejrsblaa paa deres Rygge.
Jeg stod med Solens Varme paa mit Ansigt
og saa to Stjerner skifte Lys og Skygge.
Alting var stille, da det Dobbelttegn
lo paa den flade Strandengs Græs og Sten.
Et Favntags Ild og Stumhed mellem to
skælved i alle Ting, skønt hver var en.
Og Kvæget vaagned graat af Duggens Skimmel
og løfted Horn som Rav mod Skyens Rande,
og naar de kom forbi med deres Varme,
vandred et køligt Kærtegn paa min Pande.
***
Træerne
Den hele Sommer lang
har jeg stirret paa jer, Trær,
men vores fælles Stumhed,
den dybe, vilde Stemthed
før Sangen skal begynde,
blev kun for jer til Sang,
aa Digtere, som gror
med Rødderne i Jorden,
hvorpaa jeg har min Gang.
Vi kan vist bare mødes,
hvis den i mig kan fødes,
den fjerne, lyse Verden
førend det første Ord.
Da Ordet var en Kilde,
en Klippe og en Bølge,
et Blad, en Sten i Bækken
og Tordenen bag Skoven.
Men jeg blev altfor tung
til undrende og stille
med jer at slaa Følge
og gaa i glemte Spor,
sagtmodige, som standsed
ved Døren, hvor jeg bor.
Morgennissehilsen til dig fra
Sneglenes muse
|
|
|
|
