|
0
registrerede
2098
gæster og
332
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Festina tarde burde der stå over enhver hoveddør, der skal forsikre at man nu også har husket at få hovedet med sig ud i malstrømmen, samt naturligvis på særlige bøgers forside, selv om man jo sikkert ender i flere erindringsbade, man jo heller ikke bør forhaste sig med. Man ka’ med fordel ligefrem svømme i Frank O’Haras sindbilleder, og samtidig nyde tanken om den forargelse der i vor tid synes at slå så mange bøssefikserede troende ud af kurs, mennesker han velsagtens ville ha’ kunnet undervise i humoristisk selvdistance, ikke mindst de særligt næstekærlige og sikkert med hoppende hjerte.
At skynde sig langsomt er et smukt og meget gammelt begreb, et livsforhold Frank O’Hara muligvis også mestrede, en livets melodi, som hans levende tanker dunkende af blod:
Majakovskij
1.
Mit hjerte hopper!
Jeg står i badekaret
i græder. Mor, mor
hvem er jeg? Hvis bare han
vil komme tilbage én gang til
og kysse mit ansigt
hans kraftige hår stryge
mig over tindingen, den dunker!
så kan jeg klæde mig på
tror jeg, og gå ud i gaderne.
2
Jeg elsker dig. Jeg elsker dig,
men jeg nærmer mig mine vers
og mit hjerte lukker sig
som en næve.
Ord! vær
syge ligesom jeg er syg, dån,
rul med øjnene, en pøl,
og jeg skal stirre ned
på min sårede skønhed
som i bedste fald bare er et talent
for at digte.
Kan ikke glæde, ikke charmere eller vinde
hvilken digter!
og det klare vand er tykt
af blodige slag med dets hoved.
Jeg omfavner en sky,
men da jeg lettede
regnede det.
3
Det er sært! Jeg har blod på brystet
åh ja, jeg har båret mursten
sikke et mærkeligt sted at sprække!
Og nu regner det på Skyrækker-træerne
idet jeg træder ud på gesimsen
vejene under mig er tilrøgede og
i en glitrende vild lyst til at løbe
springer jeg ned i bladene, grønne som havet
4
Nu venter jeg roligt på
at min personligheds katastrofe
skal virke smuk igen,
og spændende og moderne.
Landet er gråt og
brunt og hvidt i træerne,
snevejr og skyer af latter
som altid aftager, mindre sjove
ikke bare mørkere, ikke bare grå.
Det er måske årets
koldeste dag, hvad tænker han om
det? Jeg mener, hvad tænker jeg? Og hvis jeg tænker
er jeg måske blevet mig selv igen.
*
Digt
Lana Turner er kollapset!
Jeg travede afsted og pludselig
begyndte det at regne og sne
og du sagde det haglede men
hagl rammer en på hovedet
hårdt så i virkeligheden sneede det og
regnede og jeg skyndte mig sådan
for at møde dig men trafikken
opførte sig præcis som himlen
og pludselig ser jeg en overskrift
LANA TURNER ER KOLLAPSET!
der er ingen sne i Hollywood
der er ingen regn i Californien
jeg har været til masser af fester
og opført mig fuldkommen skandaløst
men jeg er aldrig decideret kollapset
Åh Lana Turner vi elsker dig op at stå
- Frank O’Hara.
mvh
Simon
|
|
|
|
