|
0
registrerede
33
gæster og
294
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Morn’ RM..
Ja, IC brændte jo som så mange andre for sprogets indlysende fordele, hvorvidt hun så brændte op nær eller fjernt fra målet, må læsende øjne vel selv afgøre, men historien om Ikaros ku’ da udmærket anvise processen selv som målet; for øvrigt viser livet sig jo uanset sproget at være noget af en fængslende oplevelse, og sikkert er det jo ikke at Dædalos selv opnåede nogen egentlig flugt, og en flugt fra hvad? Også Baudelaire overvejede sagen, med sin Anywhere out of the World, gik lidt rundt om sig selv og tænkte på hvor fanden man dog ku’ være sig selv, og sikkert på den rejsende, der ved tankens flugt og med benene på nakken jo alligevel slæber rundt på tremmerne:
Ligegyldigt hvorhen, blot udenfor verden
Dette liv er et hospital, hvor hver patient er besat af længsel efter at skifte seng. Een ville gerne udstå al verdens kvaler, når han blot kunne komme til at ligge nær kaminen, en anden tror, at han ville blive rask henne ved vinduet.
Hvad mig angår, forekommer det mig, at jeg altid ville befinde mig godt der, hvor jeg ikke er, og dette spørgsmål om at skifte opholdssted er et, jeg uophørligt drøfter med min sjæl.
»Sig mig, min sjæl, stakkels forfrosne sjæl, hvad mener du om at bo i Lissabon? Dér må der være varmt, og dér vil du leve op igen som et firben. Denne by ligger ved vandet; den skal være bygget af marmor, og folket der skal have et sådant had til planteverdenen, at det river alle træet op med rode. Det er et land efter din smag; et land skabt af lys og sten, og vandet spejler det alt sammen.«
Min sjæl svarede ikke.
»Siden du holder så meget af at hvile og se, hvordan alting bevæger sig foran dig, vil du så ikke bosætte dig i Holland, dette lyksaliggørende land? Måske vil du kunne adsprede dig i disse egne, hvis billeder du ofte har beundret i museerne. Hvad mener du om Rotterdam, du som elsker masteskove og skibe, der er fortøjede ved husenes fod?«
Min sjæl er stadig stum.
»Måske ville Batavia behage dig endnu mere? Der ville vi desuden finde Europas ånd formælet med den tropiske skønhed.«
Ikke et ord. – Skulle min sjæl være død?
»Er du da nået så langt i din dorskhed, at du kun finder behag i din sygdom? Hvis det forholder sig således, lad os da fly til de lande, der er mere som billeder på døden. – Jeg skal sige dig, hvad vi gør, arme sjæl! Vi pakker vore kufferter og rejser til Torneå. Lad os komme længere bort endnu, til Østersøens yderste grænse; endnu længere bort fra livet, hvis det er muligt; lad os slå os ned ved Nordpolen. Der strejfer solen kun jorden på skrå, og lysets og nattens langsomme skiften ophæver afvekslingen og forstørrer ensformigheden, denne halvdel af det rene intet. Der vil vi kunne tage os langvarige bade i mørke, mens nordlysene, for at more os, fra tid til anden sender os deres rosenrøde stråleneg, ligesom genskær af et fyrværkeri i helvede!«
Endelig blusser min sjæl op og råber til mig disse vise ord: »Ligegyldigt hvorhen! Ligegyldigt hvorhen! når det blot er uden for denne verden!«
- Charles Baudelaire, Parisisk spleen, små prosadigte.
mvh & go’ soldag
Simon
|
|
|
|
