|
0
registrerede
137
gæster og
27
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Fra Svendborgdigtene lidt af Brecht’ ballade- og folketonekunst, her ved skrædderen fra Ulm der "lufter" en kristelig sandhed – at Brecht her lader biskoppen få det sidste ord ved et par magre skræddersyede vinger, puster ham ikke just op til noget sandhedsvidne i eftertidens øjne, der ellers ser masser af morsom metafysik flagre rundt:
˶Biskop, jeg kan flyve˝,
sagde skrædderen til biskoppen.
˶Se, hvordan jeg gør. Hvilken dag!˝
Og med sådan nogen tingester på sin krop
der så ud som vinger steg han op
på det store store kirketag.
Men biskoppen gik videre.
˶Det er så dumt at lyve,
mennesket er ingen fugl,
mennesker vil aldrig kunne flyve˝,
sagde biskoppen til skrædderen.
˶Skrædderen er død˝,
sagde folk til biskoppen.
˶Der var en jagt.
Hans vinger blev ødelagt
nu ligger han knust som glas
på den hårde hårde kirkeplads.˝
˶Klokkerne skal lyde,
det var så dumt at lyve,
mennesket er ingen fugl,
mennesket vil aldrig kunne flyve,˝
sagde biskoppen til folk.
*
Svendborgtiden sluttes af med disse ord:
Lovet være tvivlen! Jeg råder jer, hils
muntert og ærbødigt på dén
der prøver jeres ord som var de falske mønter!
Jeg ville ønske, I var kloge og ikke
gav jeres ord med alt for megen tillid.
- Bertolt Brecht
mvh
Simon
|
|
|
|
