|
0
registrerede
20
gæster og
107
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej RM..
Du ved jo hvor pjattet jeg tænker, når jeg barnligt hæver øjenbrynet med dumme kommentarer til dit fravær, snart med fjollede billeder om sneglene og snart om snarkens snorken; jamen der er jo ingen ende på de pjankede morsomheder, der løber som en strøm fra pennen, lidt som poesien, også når den af nødvendighed tegner skyggebilleder fra grusomme hændelser i sindets afkroge, for som du sir, er den temmelig stemningsfuld, måske ligefrem lunefuld, ja man får jo næsten indtrykket af den som en helt igennem menneskelig syssel..;)
Foråret har nok altid fået det til at klø i mennesker flest, og hvis bønder og hårdarbejdende mennesker ude i landet ikke var dødtrætte ved dagens slutning, havde de sikkert fyldt træerne og stedlige fugle med sangværker om indre strømme – hvad nogen af dem jo altså også gjorde. Jeg blir helt salig når netop Seamus Heaney i Digging starter…
Between my finger and my thump
The squat pen rests; snug as a gun.
Under my window, a clean rasping sound
When the spade sinks into gravelly ground:
My father, digging. I look down
Til his straining rump among the flowerbeds
Bends low, comes up twenty years away
Stooping in rhythm through potato drills
Where he was digging…
Alt sammen drengebilleder der hænger til tørre i eftertiden, og hvor det hele blir til liv i øjnene på os igen, når landskabet læser sig ind i os som en kantate af Bach; jeg tror virkelig han havde ret, når han så det hele som musik, for der ér vitterlig fantastiske komponister til blandt dem der graver drømme frem i øjne med umuligt få pennestrøg, men de skriver for selv at se, at genkalde sig:
Personal Helicon
For Michael Longley
As a child, they could not keep me from wells
And old pumps with buckets and windlasses
I loved the dark drop, the trapped sky, the smells
Of waterweed, fungus and dank moss.
One, in a brickyard, with a rotted board top,
I savoured the rich crash when a bucket
Plummeted down at the end of a rope.
So deep you saw no reflection in it.
A shallow one under a dry stone ditch
Fructified like any aquarium.
When you dragged out long roots from the soft mulch
A white face hovered over the bottom.
Others had echoes, gave back your own call
With a clean new music in it. And one
Was scaresome for there, out of ferns and tall
Foxgloves, a rat slapped across my reflection.
Now, to pry into roots, to finger slime,
To stare big-eyed Narcissus, into som spring
Is beneath all adult dignity. I rhyme
To see myself, to set the darkness echoing.
- Seamus Heaney, Death of a Naturalist, 1966.
Jeg har såvidt husket intet læst af E.E. Cummings, der m.a.o. er et nyt blomsterbed, her i eftertiden, lige til at høre…;)
mvh
Simon
|
|
|
|
