Ordet 'næste' betyder egentlig 'den nærmeste', men hvordan blev det mere præcist opfattet i GT ? 'Næsten' er i den gammeltestamentelige tradition ens ven, slægtning eller landsmand, altså mennesker, man umiddelbart har fællesskab med. Den fremmede, som bor hos det jødiske folk, regnes dog også som ens næste (se 3 Mos 19,33-34).

Samtidig er det nyt, at Jesus ved netop at tale om næstekærlighed lægger vægt på sindelaget bag en handling. At handle godt er ikke godt nok, hvis man handler ud fra andre motiver end kærlighed til næsten. Mens lovoverholdelse netop er det, Gud kræver i den jødiske tradition, er det ifølge Jesus ikke nok til at sikre frelsen. Kærligheden til Gud og kærligheden til næsten er nu det afgørende.

Med hensyn til forståelsen af ordet 'næste' sker der også med Jesus noget nyt. Jesus udvider næstebegrebet radikalt, så det kommer til at gælde alle mennesker. Faktisk udvider Jesus begrebet så vidt, at han endda siger: "Elsk jeres fjender og bed for dem, som forfølger jer" (Matt 5,44)!

Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner (Luk 10,25-37) giver et andet eksempel på, hvordan Jesus opfatter 'næsten' og næstekærligheden. Jesus fortæller her om den overfaldne og halvdøde mand, som hverken hjælpes af den jødiske præst eller levit, men først af den forbipasserende samaritaner. Den overfaldne har alt det, vi kan identificere med 'næsten', men det er ikke ham, Jesus udnævner som sådan. Jesus vender lignelsen på hovedet, så næsten bliver samaritaneren, han som hjalp. Jesus provokerer. Ved at lade samaritaneren være næsten viser Jesus, at man aldrig kan vide, om man selv får brug for hjælp. Han udvider samtidig næstebegrebet til også at omfatte mennesker - samaritaneren - med anden tro og nationalitet, mennesker som ikke regnedes som 'næste' inden for den jødiske tradition.