|
1
registreret
(1 usynlig),
2780
gæster og
187
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Man ka’ helt forsvinde i Villy Sørensen dagbøger, og alligevel finde sig selv, altså noget andet end den forsvindende glæde, da en stille glæde derimod rejser sig, som under trylleriet i Sære Historier, og skyldig er den begavede pen, som begynder med de gamle ord:
Men alligevel … de tanker, der sky-
der op i os, skal vi tage frem til under-
søgelse og ikke sorgløst lade dem
flyve igennem vort hoved, hvis vi da
har den mindste interesse for vort
eget bedste.
- Platon: Charmides 173a.
11. januar 1953.
Alt er snehvidt på bjerget hvis labyrint altid fører mig
lidt nærmere mig selv. Men når jeg står på toppen,
kunne jeg dog kun glædes over min egen gråd.
To buske var for tynde til at bære sneen. Mine øjne
fyndes af svidende sorte grene. Derinde sad tre blåmej-
ser – blåmejsen var altid min yndlingsfugl ti den bærer
himlen på sit hoved.
De fløj fortroligt fra gren til gren. Mine ører måtte le ad
deres vingers lyd – disse bløde barnlige spræl hvis kraft
er større end kroppens.
Alt blev gyldent for mine øjne, og på vingernes lyd lærte
jeg at kende de tre fugle fra hinanden. Da huskede jeg at
jeg i nat i drømme fyldte tre tomme konservesdåser
med visdom.
- Villy Sørensen. Dagbøger 1949-53.
mvh
Simon
|
|
|
|
