|
0
registrerede
3049
gæster og
1029
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
”Min indtræden i rummet – Mellemrummet – opstod spontant ved du nok – spontant som det kan ske når et og andet åbner for erindringen – ligesom da du nu skrev: aulaen - aulaen som der ikke var i min store kasse af en kommuneskole.”
- Egentlig debat har det jo været småt med i nogle år her på Trosfrihed – selv lægprædikantens trosbekendelser, gerne iscenesat som ”Sokrateslege”, nåede vel deres sidste renæssance. Så ér der trods alt noget mere krudt & sjov i god litteratur, de livlige debatter findes så mange steder…
Skolen ér så en stor del af livet, at skolelivet forblir hos os livet ud – hvadenten minder opstår i maven eller i strålende erindringslandskaber.
Meget er jo sket, men skolen har ganske rigtigt været en rede for stramme lukkemuskler, der bl.a. anså ”nøddeknækkersuiten” for dejlig latin. Vi der gik i skole op gennem 60/70’erne fik jo en helt anden etik med os end så mange tidligere elever fik imod sig, ikke at selve kundskabsniveauet dermed forandredes til det bedre, blot forsvandt ”skivestrammerne” med deres udenadslære i egne mindreværdskomplekser fra det off. rum - som en nødvendig del af en social revolution der har betydet alverden for børns undervisningsmiljø. Selvfølgelig har der været pragtfulde lærerkræfter til, Poul Martin Møller var sikkert én af dem, og mon ikke mange af os husker en særlig lærer for dennes menneskelige kvaliteter.
Her lidt mere fra VS:
Skolegang, livets gang
Jeg ser børnene gå i skole, gå fra skole,
gå ud af skolen,
ser dem sjældnere og sjældnere,
en sjælden gang som voksne:
sådan går livet
hurtigere og hurtigere med årene,
uden rigtig varighed i sammenligning med døden
der ikke har nogen varighed,
for intet at regne med døden
der intet er.
*
Svaghed for de svage
Som barn kunne jeg blive grebet af en underlig
medfølelse eller snarere samfølelse
med skolekammerater der ikke kunne følge med
med løbere der blev halet bagfra
med brydere der tabte
med tyskerne der tabte krigen, men også –
til min forskrækkelse – med landsforrædere,
hipofolk, frikorps Danmarks soldater…
og alle der fik tæv.
Var det kvindelig trang til at tage sig af de svage
eller mandlig trang til at føle sig stærkere
eller barnlig trang til at føle imod,
holde med de forkerte.
Var det dekadence, medmenneskelighed eller endda kristelighed
eller alt sammen på én gang?
Jeg kender følelsen endnu,
men kender – og behersker – den bedre.
- Villy Sørensen, Vejrdage.
mvh
Simon
|
|
|
|
