|
0
registrerede
645
gæster og
325
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Guds Ord
|
Hej Arne
Det er spændende, synes jeg, at du fortæller, at "N. T. Wright og William Lane Craig meget overbevisende forsvarer kristendommen med historiske argumenter."
Det er nyt for mig, at der eksisterer "historiske argumenter", så det væsentligste, du har fundet her, er jeg meget nysgerrig efter at høre mere om.
De er meget systematiske omkring at opbygge deres argumenter. Historiske argumenter. Det letteste for mig er at linke til stederne, fordi de allerede er beskrevet systematisk. Jeg er bange for, at jeg bare trækker noget fra, hvis jeg skal i gang med en oversættelse og "mine egne ord".
Omvendt ved jeg, at du ofte efterspørger "egne ord" og noget på dansk.
Her er det nemt for mig at følge dig i dine første ord om at "reflektere Guds kærlighed og visdom ind i skaberværket" for dét er jo nok med lidt andre ord netop dér, jeg er
Ja, her er der faktisk tale om menneskets kald. Alle menneskers kald. Men Adam og Eva gjorde oprør mod Guds gode orden, hvilket førte til en verden, der er "gået itu". N. T. Wright nævner her vores drømme og visioner:
- Vi drømmer om retfærdighed.
- Vi længes efter gode forhold til hinanden.
- Vi søger det smukke og skønne i verden.
- Vi ønsker spiritualitet i vores liv.
Men vi ser kun disse ting glimtvis. Der er masser af død og lidelse i verden. Det er denne død og lidelse, som Gud vil gøre op med, når mennesket vender om til ham. Helligånden er i denne forståelse den ånd, som sætter os i stand til at begynde "Den Nye Skabelse". Den sætter os i stand til at bringe den fuldt ud gode verden til fødsel ved at forvandle os. Det er nemlig derfor, at verden er itu. Det skyldes, at vi gjorde oprør mod Gud. Vi er Hans repræsentanter i Hans skaberværk. Et ødelagt forhold til Ham går ud over hele skabelsen. Helligånden genopretter dette forhold. Den fornyer os, så vi kan forny verden.
Men når vi kommer til "det bristede menneske" og "den bristede verden", så melder tvivlen sig i mig, så hvisker "djævelens advokat" mig i øret, at der her er tale om opfordring til aktiv missionsvirksomhed, om nedvurdering af andre menneskers ståsted - med alt hvad dét kan føre med sig, såsom inkvisition og religionskrige.
Jeg tror selvfølgelig ikke, at det er dér, du er, men spørgsmålet melder sig jo: Hvordan bør en kristen forholde sig til ikke-kristne mennesker?
Jeg er uden forståelse for, hvordan religionskrige og andet vold kan opstå i kristendommens navn. Det må simpelthen være fordi, at der ikke er tale om kristendom. Nok kan man vise kristendommens fane, men hvem bærer den? Er personen kristen "dybest set"? Hvis han i den anden hånd bærer sværdet, så tvivler jeg.
(Angående buddhismen er jeg ikke overbevist om, at den "forkaster verden". Jeg mener at have forstået, at man i buddhismen hævder, at vi ikke kan se verden - fordi vi er egocentriske blinker )
Verden forkastes i den forstand, at buddhismen går ud på i sidste ende at "undslippe" verden og nå nirvana - uden vores krop.
I kristendommen skal verden aldrig slippes. Vi er tværtimod her for at stråle med Guds kærlighed og gøre verden til vidunderligt sted. Når vi - musikinstrumenterne - er klar, så spiller Gud sit stykke musik: Den Fuldkomne Skabelse - her er vi med en fysisk (og uforgængeliggjort) krop.
I den forstand peger de to religioner nærmest i hver sin retning.
Kærlig hilsen
Thomas
|
|
|
|
