|
0
registrerede
51
gæster og
108
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
P.s.:
Sådan en nat, hvor månen stirrer én i ansigtet som et lille barn på narrestreger, ka' jeg ikke lade være med selv at stirre og tillægge den små hemmeligheder, ja at se den som vidnet til det mest utrolige over aners lange historie. Jeg ved at M.T. Cicero gerne lod sine tanker stivne i dens ansigt, og mon ikke at månen på Palatinerhøjens tag fik det varmeste smil, da den lille Tullia kom til verden: så heldig kan en mand være!
Nogen fødes i solens, andre i månens strålende ansigt, atter andre havde måske en lille sky hængende over sig - uden dog af den grund at blive sky -, men at se månen spejle sig i Venedigs kanaler sender virkelig tanker på rejse: den blir ens ven for evigt, men har jo igrunden ingen fjender. Forelskede blikke glemmer den aldrig, fulderikken smiler, når den hjælpsomt viser ham nøglehullet, og den hæver jo aldrig så meget som et øjenbryn i selv de fortroligste stunder, og så ka' den holde på din hemmelighed. Og så er der alle de digtersnuder den gennem tiderne har kigget over skuldren. Paul la Cour er én af dem, han fandt den dybt betagende og iaggtog den gerne, og sendte den sikkert et lille smil mens pennen kradsede sig ud af buskadset. Dette er et af hans sidste månesmil, som han lod Ole Wivel udgive kort efter sin død, han døde 20. september 1956:
Maanenat
Himlen er lys, men højere lyser Maanen
gylden og blaa. Med Straalefinner svømmer
gennem et Hav af Dugg den stille Maane.
Engene hvide, Græsset hvidt og Løvet,
Blomster af Vand staar hvide alle Steder,
Kvæget med aabne Øjne er sovende Sne.
Inde i mine Hænder ligger Mørkets
sammenrullede Orm, men Øjet drikker
elskeligt Lys ved Livets sidste Grænse.
Min Stav er Vindens Lugt af Jord og Løv.
Myrerne jager mig paa Askefødder
over min egen hemmelige Afgrunds
spinkleste broer. Kærligheden løfter
den fordrevnes Ansigt paa min salte Mund.
- Paul la Cour, Efterladte Digte, 1956.
mvh
Snotnæsen
|
|
|
|
