|
0
registrerede
707
gæster og
2138
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Guds Ord
|
Hej Tikka.
Du skriver:
Jeg spurgte, fordi jeg har forstået, du ikke tror på bibelens gud ...
... og Helligånden er jo denne guds sandheds ånd, den der skulle/vil hjælpe Jesu apostle/disciple til at forkynde som Jesu underviste dem, ikke?
Derfor ville/vil jeg gerne forstå, hvordan Helligånden kan inspirere dit liv, så du lever "fuldt ud" ... fordi du er bevidst om din død.
Jeg afviser ikke troen på kristendommens hellige treenighed, men jeg er ikke "bibelfundamentalist".
Bibelen er på forskellige tidspunkter skrevet - og sidenhen redigeret - af mennesker, og vi mennesker er som bekendt ikke fejlfri 
Her siger muslimerne, at de har fået deres "bibel": Koranen, direkte fra Gud via ærkeenglen Gabriel til deres profet: Muhammed, som har dikteret budskabet til en skriver, og først efter Muhammeds død blev disse skrifter af andre mennesker redigeret og samlet til dét, der i dag er Koranen.
Disse forhold siger mig, at jeg ikke uden videre skal tro hvert ord i sådanne hellige skrifter, men at jeg skal søge, så fordomsfrit som muligt, at nå tilbage til den oprindelige, ikke forvrængede, religiøse idé, inspiration, åbenbaring (kald det, hvad du vil).
Jeg er selvfølgelig klar over, at dét er en noget nær umulig opgave, og jeg kan ikke gøre andet her end at stole på min intuition.
En anden faktor er vel, at vi mennesker gerne vi have noget godt at tro på, og intet er vel her mere nærliggende end "en kærlig åndelig fader" - et væsen, som nogle nok af forskellige grunde ynder at gøre streng og retfærdig.
Det er i dét perspektiv, jeg holder meget af kristendommens budskab om Den Hellige Treenigheds kærlighed til os mennesker - og vel til hele "skaberværket" - en kærlighed vi kan inspireres til at gengælde i taknemmelighed over vores eksistens og tillige at føle for alle medmennesker - og til os selv - og til alt værende 
Det er her, jeg intuitivt fornemmer Helligånden - som jeg synes, jeg møder i Kristusikonens øjne, der ser dybt ind i mig.
Meget muligt er alt dette kun en slags kulisser omkring den egentlige sandhed, som jeg ikke tror, vi mennesker kan rumme, og som jeg heller ikke tror, vi behøver
Det må være nok, tror jeg, at stræbe efter at blive "det fuldkomne menneske", som de siger i den ortodokse kristendom, dét fuldkomne menneske, vi hver især er blevet begavet til at kunne blive 
M.v.h. Arne
|
|
|
|
