|
1
registreret
(1 usynlig),
221
gæster og
183
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Guds Ord
|
Hej Thomas.
Du skriver - hvad jeg glæder mig over:
Jo jo, overskuddet kan sagtens være der, såfremt debatterne er udviklende!
Det vil jeg da gerne svare på:
Jeg kom til verden samme år, som Hitler kom til magten: 1933 og bliver 84 år i løbet af sommeren 
Selvfølgelig glæder jeg mig hver dag over, at jeg er i live og har det godt.
Jeg har i tidens løb fået nye hofter, der fungerer, som om de var mine egne, nye øjne (grå stær operation med nye linser) der opleves nærmest som et mirakel, og så bruger jeg høreapparater, der jo har den fordel, at jeg kan lukke ned for lyden, når det passer mig
Nu spekulerer jeg så på, om jeg også skulle anskaffe mig en ny hjerne, men ved jeg så hvem jeg er? - og den gamle fungerer jo stadig med kun lidt dårligere hukommelse
Om det er rigtigt eller ej, ved jeg ikke, men jeg har en stærk mistanke om, at harmoni i sindet - ikke bare det bevidste, også det ubevidste - har stor betydning for en god alderdom.
På et tidspunkt, da jeg var i 50'erne og endnu engang havde kæresteproblemer, endte jeg i gruppepsykoterapi.
Jeg regnede med ca. 3 uger, men det blev til 3 år - 1 gang om ugen! 
Det hjalp mig til at se mine fortrængte barndomstraumer i øjnene (mangel på kærlighed, anbefalet af den tids børneopdragelsesprædikanter), sådan at jeg nu kunne forstå, hvordan de hidtil skjulte traumer ubevidst "styrede mig".
Psykologen Alice Miller har været banebryder her, og med gru tænker jeg ofte på, hvor mange af os mennesker, der render voksne rundt uden at vide, hvor meget vi er styret af nu ukendte fortrængte traumer.
Jeg kan varmt anbefale gruppepsykoterapi, fordi man også - ved at se de andres problemer - lærer at forstå sig selv.
Men at forstå er ikke nok, opdagede jeg, og på et tidspunkt nogle år senere, stod jeg på en lille græsk Ø på en lille bjergtop i en subtropisk urskov foran den Kristusikon, der er gengivet i her i billedgalleriet.
Jeg havde siden min konfirmation følte mig manipuleret af kirken og havde taget afstand fra al religion.
Men nu stod jeg så her - absolut alene - i den meget lille kirke, foran Kristusikonen, og det føltes som om, det var selve Kristus, der så dybt, dybt ind i mig.
Dét blev et afgørende øjeblik i mit liv, og lidt efter lidt - dag efter dag - uge efter uge - begyndte det at gå op for mig, at øjnene - Kristusikonens øjne - er Guds kærlighed.
Dét kunne min ateisme ikke holde til, og jeg lærte lidt efter lidt at tage imod denne kærlighed, at fyldes af den - og at give den videre.
Hvordan det gik til, ved jeg ikke, men jeg lærte på et tidspunkt senere - af Ikonen - at jeg ikke skulle tage kristendommene dogmer alt for højtideligt - og jeg husker stadig, hvor meget det "væltede omkuld" for mig
I dag er det nok dén oplevelse, der er årsag til at jeg er "multireligiøs" - og jeg tænker ofte på de mange, mange mennesker, der har lagt det religiøse til side til fordel for alene materialistisk nydelse - og nok desværre kun oplever meget lidt lykke.
Er det mon angst for mysteriet at være, der får dem til at nøjes med maksimal nydelse - så længe det varer - samt ønsket om en hurtig og smertefri død? Jeg ved det ikke - og det skal jeg vel heller ikke blande mig i.
Nu blot ét spørgsmål: Hvor gammel/ung er du Thomas?
M.v.h. Arne
|
|
|
|
