|
0
registrerede
408
gæster og
273
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej RM..
Læste mellem andre nyligt Jens Mathias Eriksens breve til sin ven Frits Pullich, Uden for alle grænser (1980) hedder den lille brevsamling, som er et udpluk fra en større samling der strækker sig over en længere tid, og jeg tror at netop disse ku' ha' din interesse - Møllehave står forøvrigt for forordet om brevkunsten, hvori man indføres i Provst Eriksens såvel som religionshistorikeren Pullichs liv og levned.
Nu ved jeg ikke om du er ved at revne af nysgerrighed, ifølge velunderrettede kilder sku' verden i al fald ikke være det, altså ved at revne, hvad man nu ikke bør tillægge for stor betydning, som bekendt opstår der jo tit grusomme sprækker med de alvorligste følger, her og dvs. i brevene ka' man dog nøjes med sprække i små grin og måske med et lille hovedbrud som følge, fx. når jomfrufødslen knager i d'herres overvejelser, men det ka' du jo så overveje om du vil la' fare forbi vinduet dit - gnæk...;)
Men nu jeg med sikkerhed véd hvor nissetossed også du er, ska' du da også indføres i en lille julestemning fra 1926, dvs. for hele 90 år siden - blir du ikke alene ved tanken lidt træt i rødderne, trænger til at sidde ned? - ja det er jo noget tid siden ... halvfems år, ja hvem sku' vel ha' troet at nogen i denne mobiltid gad jamre over hvad fossiler på papir måtte ha' tænkt og ment, det næste blir vel en invitation til rundbold med Sibbern? Men nu ka' du jo se tiden lidt an, hoppe ind i julestemningen, så at sige:
21. december 1926.
Kære ven og magister!
Det var lige ved, at der ikke blev noget af et julebrev til Dem i år af flere grunde.
Når jeg trods alt har overvundet alle besværligheder, er det ikke just fordi det er jul, som fordi jeg skylder at advare og formane Dem. Jeg har nemlig drømt så fælt om Dem og flere. Det var natten efter, at jeg i Politiken havde set eg tegning forestillende professor Grønbech og flere andre lærde herrer sidde og gnide deres overskæg ved en konkurrence, vist nok om det tyske professorat. Som sagt den følgende nat drømte jeg forfærdeligt. jeg var i helvede. Med særlig rejsetilladelse og forsynet med Satans pas besøgte jeg en mængde pinesteder dernede - omtrent som da Dante førtes rundt. Blandt andet kom jeg til en stor, stor kirke, langt større end nogen, jeg før har set. Hvælvingerne hang så højt, at man kun kunne skimte dem, og murene var slet ikke til at se; der var kilometer mellem pillerne. Kirken var stuvende fuld, og der blev prædiket uafladeligt.
Det er nu i sig selv en mærkelig ting at komme til kirke i helvede, og jeg spurgte derfor kirkebetjenten, hvad det skulle betyde. Han svarede, at det var pinested for alle dem, der ikke flittigt nok havde hørt prædikener. De skulle sidde her i alle evigheder og høre på præster, som i deres funktionstid her på jord ikke havde kunnet få folk til at gå stadigt i kirke. Se det er jo en raffineret straf, bemærkede jeg. Ja, sagde han, vi regner det for en af de værste straffe et menneske kan idømmes. Og der er virkelig mange rigtig pæne mennesker imellem, folk som man ikke ville have troet om, at de skulle ende her.
Og ved De så hvem jeg så? På en af de allerforreste bænke sad professor dr. theologiæ Vilhelm Grønbech og gned sit skæg til en lang, tynd tråd, uafladelig vendte og drejede han det; man kunne se, at han led ubeskriveligt. For hver halve time skiftede prædikanterne, og mellem hver prædiken sang et usynligt kor for falske stemmer: Credo.
Som sagt, Grønbech led over al måde. Han sendte rasende blikke mod prædikestolen, men jeg forstod, at hans dom var endelig og evig. Ved siden af ham sad Anker Larsen. Han tog det mere roligt, om end man fik det indtryk, at han nok kunne lide at bokse med de evindelige prælater. Endelig var også De der, men jeg forstod, at De havde fået en betinget dom, således at hvis De sad pænt ville De efterhånden blive betroet en underordnet stilling blandt kirkebetjeningen, hvilket gav anledning til større bevægelsesfrihed.
Men altså, denne drøm er den egentlige anledning til dette brev. Jeg må advare mine venner. I må alle gå noget mere i kirke, og der er jo god lejlighed dertil netop i disse dage. Sig det til Grønbech, at han må overvinde sig, ellers komer han i helvede og skal høre prædikener - lutherske vel at mærke - i alle evighederes evighed. Thi moralen er: der er fastsat et bestemt mål af kirkegang for enhver lutheraner, og fyldes målet ikke her kommer opfyldelsen hisset. De har engang bedt mig forklare Dem protestantismens væsen, og jeg ser det som min pligt at indvi Dem i gudsrigets hemmeligheder, men det må ske langsomt og ved passende lejligheder. Hermed har jeg nu forklaret Dem et nyt kapitel, og det er meget vigtigt. Lad mig da se, at De lader Dem belære af det!
Lev så vel og fornøjet i julen og husk, at den både i kirke og hjem er noget af det allermest hedenske vi har, og at den just derfor er og bør være kristenhedenskabets største fest.
*
Sluttelig begynder brevsamlingen med disse ord: Det er godt at mennesker drømmer, thi det betyder at evigheden rumsterer i dem
- Jens Mathias Eriksen.
mvh
Simon
P.s.: forresten aner jeg hvad der ku' få hin lægprædikant til at lege agnostiker, alene udsigten til alle de gode prædikener, må vel føles som juleaften året rundt..;)
|
|
|
|
